Mandag kan den amerikanske præsident fuldende en politisk plan om at modtage 10.000 syriske flygtninge.

Washington. USA vil mandag modtage flygtning nummer 10.000 fra Syrien i år, og dermed indfrir præsident Barack Obama et politisk løfte en måned før tid.

Det fremgår af en udtalelse fra den nationale sikkerhedsrådgiver Susan Rice i Det Hvide Hus mandag.

Flere flygtninge fra det krigshærgede Syrien ventes mandag, så man når målet, fortæller Obamas rådgiver.

Barack Obama satte i 2015 som mål, at USA skulle tage imod mindst 10.000 syrere inden udgangen af det nuværende finansår, som slutter med udgangen af september.

Regeringen i nabolandet Canada har også modtaget syriske flygtninge i tusindtal.

Efter stor træghed i sagsbehandlingen kom der for alvor skub i processen efter nytår. Fra krigens begyndelse i 2011 og frem til nytår havde amerikanerne kun modtaget 1800 syrere.

- I dag er jeg glad for at kunne meddele, at vi kommer til at nå dette mål mere end en måned før planlagt, siger Susan Rice.

Obamas plan er blevet mødt af kritik fra Republikanerne. De hævder, at de mange syrere udgør en trussel, da der kan være terrorister iblandt.

USA spiller en ledende rolle i konflikten i Syrien, hvor Obama har haft fredsmøder med blandt andre Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Samtidig leder USA en koalition af lande, som bekæmper den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat både i Syrien og Irak.

/ritzau/Reuters