Vælgerne i Italien har efter lokale forhold stemt i stort tal ved folkeafstemning om forfatningsændring.

Rom. Der er stor stemmelyst i Italien ved søndagens folkeafstemning om en ændring af Støvlelandets forfatning.

Klokken 19 var stemmedeltagelsen på 57,24 procent, og efter italienske forhold er det en høj stemmeprocent, siger indenrigsministeriet i hovedstaden Rom.

Næsten to tredjedele af vælgerne i det velhavende nordlige Italien havde da stemt, men i den sydlige del af landet har langt færre stemt.

Italiens premierminister, Matteo Renzi, har sagt, at hvis forfatningsændringen afvises, vil han måske træde tilbage.

Nyhedsbureauet AFP noterer, at en lav stemmedeltagelse i det sydlige Italien og en højere deltagelse i de mere velhavende regioner kan øge premierministerens håb om at blive på sin post.

Valget slutter klokken 23, og der ventes valgstedsmålinger kort efter.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Renzi ifølge regeringskilder vil tale til nationen omkring midnat.

Forfatningsændringen sigter på at reducere parlamentets overhus' magtbeføjelser for at gøre beslutningsgangen lettere.

En række partier har anbefalet et nej, herunder protestbevægelsen Femstjerne Bevægelsen.

Bliver det et nej, og går Renzi af, kan det øge den politiske usikkerhed i Italien og Europa.

Desuden kan det skabe usikkerhed om Italiens skrøbelige økonomi og også euroen.

/ritzau/AFP