De afghanske familier, som mistede slægtninge, da den amerikanske sergent Robert Bales den 11. marts skød og dræbte 17 civile, har nu fået udbetalt deres erstatning. Det skriver BBC.

De efterladte har fået udbetalt 46.000 dollar svarende til knap 260.000 kroner for hver dræbt, og 10.000 dollar for hver såret.

Det er uklart, hvem der direkte har udbetalt pengene til ofrenes familier. Familierne har angiveligt deltaget i et møde med repræsentanter fra USAs militær og den Nato-ledede ISAF-styrke i området, erfarer BBC. Mødet foregik i provinshovedsædet i Kandahar.

Her fik familierne også at vide, at nogle af dem senere vil blive fløjet til USA for at afgive vidneudsagn, når retssagen mod Robert Bales indledes. Andre vil få mulighed for at følge retssagen via videolink.

BNB