BT i Sandy Hook, Connecticut, USA Alle i Newtown, Connecticut er tynget af sorg. Men den 30-årige Jonathan Lanza er ramt to begge sider. Mens han slet ikke kan holde op med at græde over de 27 døde ofre, så sørger han også over sin fætter Adam Lanza, massemorderen selv. - Jeg elskede Adam. Det er jeg ikke bange for at sige. Men samtidig er jeg så vred over det, han har gjort. Det er så mange forskellige følelser på en gang. Jeg kan slet ikke beskrive det, siger Jonathan, der glemte sin jakke hjemme i Philadelphia, og derfor nu går rundt som et iskoldt spøgelse i Sandy Hook. - Samtidig med, at jeg sørger, føler jeg ikke, at jeg har ret til at være her. Jeg mener, jeg hedder jo Lanza til efternavn, siger Jonathan, der så den grusomme nyhed på tv, mens han var på arbejde på YMCA i Philadelphia - og derefter bare hoppede ud i bilen og kørte til Newtown. - Først sagde de jo, at det var Adams bror, Ryan (24, red.). Og selvom det var umuligt at fatte, så gav det trods alt mere mening end Adam. Ryan er lidt mere til den voldelige side. Han elsker action og dén slags. Men Adam..!? Jeg mener, han vaskede op, han vaskede tøj, han elskede sin mor. Han var 100 procent uvoldelig. Jeg fatter det ikke, gentager Adam, der endnu engang blinker en tåre væk. Sidst Jonathan Lanza så sin 20-årige fætter Adam, var til en familiefest i september i nabostaten New Jersey. - Alting var normalt. Adam har altid været lidt genert. Men han var sød som altid. Han var sød ved sin mor. Og jeg havde endnu engang fornemmelsen af en god og kærlig familie. Jonathan Lanza indrømmer, at Adam havde det hårdt efter sine forældres skilsmisse i 2008. Men siden blev han igen sig selv. - Jeg kan huske, at han ville vise mig ét af sine nye computerspil til familiefesten. Det var noget med at bygge bygninger - ingen vold. Og vi havde det sjovt, selvom jeg ikke var særligt god til det, siger Jonathan Lanza.
USA-SHOOTING/CONNECTICUT
Senere på dagen skal Jonathan mødes med resten af sin familie. Og selvom det tydeligvis ikke er hans største bekymring, siger han stille. - Lanza, .. det navn er bare ødelagt. Jonathan Lanza er ramt af dobbelt-sorg.