James Holmes, der myrdede 12 personer under premieren på den seneste Batman-film, har angiveligt forsøgt at tage sit eget liv adskillige gange i løbet af de seneste dage
USA: En planlagt retshøring for »Batman-morderen« James Holmes er blevet udsat en måned. Hverken anklager eller forsvarer ønsker at forklare årsagen, men ifølge lokale medier i byen Denver skyldes udsættelsen, at den 24-årige massemorder har forsøgt at begå selvmord i fængslet.
Til TV-stationen CBS4 fortæller en anonym kilde fra politiet i Denver, at Holmes har gennemført flere »halvhjertede« selvmordsforsøg i løbet af de seneste dage. Blandt andet skal han have stødt sit hoved hårdt ind i væggen og sprunget ud fra sin seng. Efter et af selvmordsforsøgene blev han kortvarigt indlagt til behandling på et lokalt hospital.
LÆS OGSÅ: Holmes delte mordplaner med klassekammerat
LÆS OGSÅ: Ufattelig tragedie: Ufødt barn offer for Batman-massakren
Over for avisen The Denver Post bekræfter James Holmes’ forsvarer, Tamara Brady, at hendes klient er blevet behandlet på hospitalet. Hun vil dog ikke fortælle hvorfor, eller hvornår han ventes at være rask nok til at møde i retten igen. Det planlagte retsmøde er udsat til 10. december.
James Holmes er tiltalt for i alt 166 forskellige forbrydelser i forbindelse med skudepisoden, der fandt sted 20. juli i Denver-forstaden Aurora. Her stormede han ind i en biograf under premieren på Batman-filmen »The Dark Knight Rises« og skød vildt omkring sig. 12 mennesker blev dræbt, mens 58 blev såret.
Ifølge hans forsvarere er Holmes alvorligt psykisk syg.



