Flere massegrave med over 200 lig er blevet fundet i Irak. De menes at være ofre for Islamisk Stat.

IRAK: To massegrave med over 200 lig er de seneste dage blevet fundet i Irak.

Den ene blev fundet nær den irakiske by Ramadi, og 150 lig menes at være blevet kastet ned i massegraven, skriver Reuters.

Vidner mener at vide, at der er tale om en sunnimuslismsk stamme, der aktivt har bekæmpet Islamisk Stat (IS). Onsdag aften blev mændene ført fra deres hjem i forskellige landsbyer og transporteret til Ramadi, hvor de blev skudt og kastet i den samme grav.

Næsten synkront har de irakiske myndigheder fundet en tilsvarende massegrav nær byen Hit i Anbar-provinsen, hvor ligene fra 70 mænd er blevet begravet. Størstedelen af ofrene menes at være politibetjente og medlemmer af den militante gruppe Sahwa, der aktivt har kæmpet mod IS.

Et øjenvidne fortæller til Reuters, at medlemmer fra IS har advaret andre mod at forsøge bekæmpe bevægelsen.

»Tidligt denne morgen fandt vi ligene, og vi er blevet fortalt af militante fra Islamisk Stat, at ’de dræbte er fra Sahwa, der bekæmpede jeres brødre i IS, og dette er straffen til alle, der bekæmper IS’« citerer Reuters øjenvidnet.

Ofrene i begge massegrave menes at være blandt de 300 mænd, IS kidnappede tidligere på ugen.