15 mennesker blev dræbt og mindst en hårdt såret under en skudepisode på en bar i det nordlige Mexico fredag. Skyderiet foregik i en region, der har været hårdt plaget af opgør mellem forskellige kriminelle bander. Myndighederne har derfor en mistanke om, at opgøret kan handle om narkotika.
Fredag aften ankom flere bevæbnede mænd til baren i byen Chihuahua, der er hovedstad i delstaten af samme navn. De åbnede ild mod adskillige mennesker, som er under mistanke for at have været involveret i narkokriminalitet.
En lokal presseorganisation oplyser ifølge Reuters, at to af de dræbte mænd var journalister. Det er langt fra første gang, at pressefolk mister livet under den tiltagende kamp mellem Mexicos kriminelle bander.
Statsadvokatens kontor oplyser desuden, at to andre personer blev skudt på en anden bar i byen samme aften. Dermed nåede fredagens samlede dødstal op på 17.
Siden 2008 har Chihuahua – og særligt byen Ciudad Juarez, der ligger tæt på grænsen til den amerikanske delstat Texas - været plaget af en blodig krig omhandlende territorier mellem forskellige narkobander. Præsident Felipe Calderon har sat hårdt mod hård, og i løbet af de seneste fem år har bandeopgør og sammenstød mellem bander og politiets sikkerhedsstyrker kostet mere end 50.000 mennesker livet i Mexico.
BNB



