Australierne spurgte kronprinsesse Mary om gode råd om tvillinger på kronprinsparrets første besøgsdag.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary blev mødt af jublende folkemængder på deres første besøgsdag i Australien, hvor der er stor interesse for parrets 10-måneder gamle tvillinger Josephine og Vincent.

Mary og Frederik er på officielt besøg "down under" og startede turen i Sydney ved havudstillingen "Sculptures by the Sea" på Bondi Beach. En udstilling parret også så, da de mødtes første gang under OL i Sydney i år 2000 og siden har fået til Aarhus.

To små skolebørn fra den lokale skole gav kronprinsessen blomster, mens en kvinde gerne ville have et råd fra kronprinsessen om, hvad man skal gøre, når man får tvillinger.

- Synkronisering og organisering, lød svaret fra kronprinsesse Mary, hvis egne tvillinger er på besøg i morens hjemland for første gang. De var dog sammen med barnepigen under besøget på Bondi Beach.

Kronprinsessen fandt også tid til at beundre en af de jublende australieres baby og til at lave sjov omkring den tunge og fugtige varme, som hænger over Australien på denne tid af året.

Og klapsalverne nåede sit højdepunkt, da både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary hoppede op på et par dynamocykler, for at generere energi til at fremstille to frugt-smoothies.

Parret har flere gange været på familiebesøg i Marys hjemland, men det er parrets blot andet officielle besøg i Australien.

Kronprinsparret er en del af et grønt dansk erhvervsfremstød, der ud over besøget på Bondi Beach blandt andet fører dem til regeringsbyen Canberra og et møde med landets premierminister Julia Gillard.

Den sidste del foregår i Melbourne, inden kronprinsen tager videre med en erhvervsdelegation til Vietnam - mens turen til sidst sluttes af med et familiebesøg på kronprinsessens fødeø Tasmanien.

/ritzau/