Syv personer er døde og 19 er sårede i en stor bombeeksplosion i Thailands hovedstad, Bangkok. Eksplosionen skete på en skrotfabrik, hvor en gruppe medarbejdere forsøgte at åbne en bombe fra Anden Verdenskrig, skriver avisen The Nation.

Skrotfabrikken havde købt den 225 kilo tunge bombe fra en byggeplads i den tro, at bomben var desarmeret. Men da en gruppe arbejdere forsøgte at åbne den store bombe med en skærebrænder, eksploderede den og dræbte syv og sårede 19.

Eksplosionen var så kraftig, at huse og bygninger i en radius af 500 meter fra fabrikken blevet skadet.

En bombeekspert fra det lokale politi fastslog efter den tragiske eksplosion, at bomben blev kastet ned over Bangkok under Anden Verdenskrig.

Under krigen samarbejdede Thailand med Japan, der besatte landet, men i takt med at japanernes krigslykke vendte, voksede utilfredsheden blandt thaierne, og i 1944 blev den fascistiske diktator Phibun afsat af en modstandsbevægelse med støtte fra USA.

Efter krigen kastede de allierede styrker bomber over Thailand som gengældelse for samarbejde med Japan, der endte med at tabe krigen.