Hun havde været meget specifik, da hun ringede til sin mand den januardag for at fortælle, hvilken kupon han skulle købe. I dag er hun glad for, at han købte den forkerte. For det har givet dem en gevinst på intet mindre end 1,1 milliard kroner.

Da amerikanske Nancy Viola tilbage i januar så, at 'Powerball'-jackpotten var på hele seks milliarder, bad hun sin mand om at købe kuponer til den.

»Men han lyttede ikke,« fortæller hun til New York Daily News.

I stedet brugte han med de småpenge, han lige havde tilovers, til at købe en kupon til det lidt mindre lotteri 'Mega Millions'.

»Det var godt, han gjorde det,« griner Nancy Viola.

For dagen efter hørte hun, at 'Mega Millions'-vinderkuponen var blevet købt nøjagtig det sted, hvor hendes mand tilfældigt var gået ind for at købe kuponen.

'Jeg skreg en lille smule'

Da hun tjekkede deres kupon, så hun, at tallene stemte med vindertallene.

»De passede alle sammen. Kan du forestille dig, hvordan det føltes,« siger hun til New York Daily News.

»Jeg troede, jeg ville få hjertestop. Og jeg skreg en lille smule,« tilføjer hun.

Det første lange stykke tid valgte hun og hendes mand ikke at fortælle nogen, at de havde vundet. Nu står hun dog frem og fortæller om deres glæde.

»Jeg tjekkede tallene hundredvis af gange. Vi kunne simpelthen ikke tro på det. Vi kan stadig ikke tro det. Det er fantastisk,« siger hun.

Sammen med sin mand indløste hun kuponen den 10. marts i år.

De ved endnu ikke, hvad de vil bruge de mange penge på.

»Alt er muligt. Måske en cabriolet. Alt er endnu så nyt. Det hele skal lige bundfælde sig, og så må vi se, hvad der sker. Måske køber vi et nyt hus? Engang i fremtiden. Det er mange penge,« siger hun.