Den danske afdeling af den antiislamistiske bevægelse, Patriotiske Europæere mod Islamisering af Vesten (Pegida), gik mandag på gaden i København, Aarhus og Esbjerg for at demonstrere mod 'fundamentalistisk islam'.

Den fik samtidig følgeskab af gruppen Revolutionære Antifascister, der gik i protest mod Pegida og demonstrerede mod fremmedhad.

I København gik 100-200 Pegida-demonstranter fra Statens Museum For Kunst til Den Lille Havfrue, mens 400 personer fra Revolutionære Antifascister gik fra Sankt Hans Torv på Nørrebro til Dronning Louises Bro ledsaget at et større politiopbud.

Pegida stammer fra Dresden i Tyskland og er en bevægelse, som blev dannet i oktober 2014 af Lutz Bachmann. Bevægelsen mener, at der foregår en islamisering af Vesteuropa og Tyskland og har siden dannelsen demonstreret hver mandag via en række optog.

I starten deltog kun en håndfuld, men mængden af demonstranter er steget støt, og den seneste demonstration sidste mandag endte med at tælle mere end 20.000 personer.

Mandagens optog i Dresden er blevet forbudt af det tyske politi på grund af en konkret terrortrussel mod en enkeltperson fra Pegida. Ifølge Berlingske har Pegida-talsmand Kathrin Oertel bekendtgjort, at truslen er rettet mod Lutz Bachmann.

Foto: ARNO BURGI
Vis mere

FAKTA: Lutz Bachmann, stifter af Pegida.

  • Stifteren af Pediga er den 41-årige slagtersøn Lutz Bachmann. Han er født i Dresden og er oprindeligt uddannet kok. I 1992 fik han sit eget reklamebureau, som han har drevet siden.
  • Gentagne gange har tyskeren været på kant med loven og er i den forbindelse blevet dømt for forskellige lovovertrædelser. I 1998 blev Lutz Bachmann idømt tre år og otte måneders fængsel for indbrud og tyveri. Han reagerede ved at tage flugten til Sydafrika, hvor han boede i to år under falsk navn.
  • Siden blev han fanget og hentet tilbage til Tyskland for at afsone sin dom. I 2008 blev han dømt for besiddelse af kokain og fik en betinget dom, som udløber i februar 2015.
  • Lutz Bachmanns mødtes også med det tyske retsvæsen i maj sidste år. Her blev han idømt 80 dagbøder af 20 euro, fordi han ikke havde betalt børnebidrag til sin søn.
  • Tyskeren har evnet at mobilisere tusindvis af mennesker i demonstrationer mod Islam, med sin distinkte fremtoning - ofte ulasteligt klædt i parka-jakke - og så er han kendt for at starte sine ugentlige kampråb til Pegida-tilhørere med et høfligt 'Godaften Dresden'.
  • Ifølge Yahoo News er adskillige nynazister blevet spottet blandt Pegidas tilhørere, men Lutz Bachmann nægter ifølge det amerikanske medie enhver relation til den yderste højrefløj.
  • Han er en ivrig bruger af Facebook, hvor hans private profil fungerer som affyringsrampe for markedsføring af Pegida. Hans Facebook-profil omfatter også private billeder og bryllupsfotos.

Kilde: tagesspiegel.de/Yahoo News.