Svensk politi efterforsker en sag, hvor en ung mand blev ramt af et metrotog i Stockholm tirsdag aften.

Stockholm: Det var muligvis et drabsforsøg, da en ung mand tirsdag aften blev ramt af et tog i den svenske hovedstad, Stockholm.

Manden blev ramt af et tog i den svenske metro - også kendt som Tunnelbana - kort efter klokken 22, og politiet efterforsker sagen som et drabsforsøg. Det meddeler politiet ifølge en række svenske medier.

Politiet har en mistanke om, at manden, der ifølge lokale medier er mellem 25 og 30 år, blev skubbet ud foran toget med vilje, da metrotoget nærmede sig perronen. Han er blevet bragt til hospitalet, og hans tilstand beskrives som "kritisk, men stabil" ifølge avisen Aftonbladet.

Både ambulance, redningsfolk og politi blev kaldt til stedet og i forbindelse med efterforskningsarbejdet er politiet begyndt at forfølge sporet om drabsforsøg.

- Vi var på stedet, fik tømt toget og talt med personer, hvor der kom forklaringer om, at en person var blevet skubbet ud foran et tog. Det gør, at vi efterforsker det som forsøg på drab, siger Towe Hägg fra Stockholms politi til avisen Expressens hjemmeside.

Blandt vidnerne var mandens kæreste, skriver Aftonbladet. Hun er et af vidnerne, der har fortalt, at manden blev skubbet bagfra.

Politiet håber, at videooptagelser fra metrosystemets overvågning kan give klarhed over sagen.

- Metronettet er jo temmelig velovervåget med overvågningssystemer. I morgen (onsdag, red.) kommer vi til at hente film fra overvågningen og se nærmere på dem, siger Mikael Pettersson, vagthavende ved politiet i Stockholm, til nyhedsbureauet TT.

Episoden skete på Stockholms hovedbanegård. Der er kort før klokken 04 ingen anholdte i sagen.

/ritzau/