Et kort men voldsomt uvejr i Nordtyskland har kostet en 26-årig mand livet, skriver NDR.de.

I Hamborg rev en del af et tag sig løs og ramte en bil, hvor den 26-årige sad med sin gravide kæreste. Redningshold fik den fastklemte mand ud af bilen, men hans liv stod ikke til at redde. Den gravide kæreste er blevet bragt på skadestuen, oplyser politiet.

Haglbyger og vindstød på op mod 100 kilometer i timen fik mange træer til at vælte, og mindst tre mennesker sad fastklemt i deres biler på grund af væltede træer.

Brandvæsnet modtog på kort tid mere end 300 nødopkald. Uvejret forstyrrede både bus og togtrafikken, og i Hamborg Havn rev fem containerskibe sig løs.

Lokale myndigheder melder om mindst 30 kvæstede.

Uvejret kom efter en periode med usædvanlig varmt vejr, og meteorologerne lover mere regn, tordenvejr og lynnedslag torsdag.