En mand, der racede til hospitalet for at nå frem til sit barns fødsel, endte i stedet på bagsædet af en politibil. Han gik glip af sin datters fødsel.

Zak Evans fra Louisiana, USA, er helt ødelagt, efter at han gik glip af fødslen, fordi politiet valgte at stoppe ham på vejen. Det skriver nypost.com

Ifølge tv-stationen KALB var han på vej til hospitalet med sin kone, efter at hun havde set blodpletter ved sine fødder.

»Jeg havde ikke tid til at kigge på speedometeret,« sagde Evans.

»Jeg var bekymret for hende, for blodet og for at min baby skulle dø.«

Ifølge politiet kørte Evans 108 miles i timen (174 km/t), da en politimand fangede ham. Selv om de forsøgte at stoppe bilen, kørte Evans yderligere otte kilometer, inden turen var slut.

Politichefen Heath Landry fra Creola beskiver det således: »Betjenten kom op bag dem og satte sirenen til. Køretøjet begyndte så at passere biler på både højre og venstre side.«

Til sidst stoppede bilen med den gravide kvinde nær en frakørsel.

»Min mand begyndte at råbe med det samme, 'Min kone er ved at føde'. Og vi kom begge ud af bilen,« fortalte Evans' kone Bridget Evans til tv-stationen KALB.

Ifølge politiet var faderen ikke særlig behjælpelig.

»Zak Evans var temmelig ophidset. Han truede med at komme efter enhver, hvis han gik glip af sin kones fødsel,« sagde Landry.

Mens hans kone blev kørt på hospitalet, blev Zak Evans kørt til fængslet i Rapides Parish. Men før han blev sat fast, ringede en doktor til politistationen og sagde, at der kunne komme problemer med fødslen.

Han slap med en bøde, og politibetjentene gav ham et lift til hospitalet. Men det var desværre for sent. Han gik glip af sin babydatters fødsel.

»Så jeg kommer endelig frem, og så viser det sig at jeg er gået glip af min babys fødsel. Det var det eneste, jeg ville,« sagde den nybagte far.