En mand, der bar på en pakke og sagde mistænkelige ting, er anholdt ved Det Hvide Hus. Flere veje er spærret.

Washington. En mand er anholdt med en mistænkelig pakke ved Det Hvide Hus' område.

Manden nærmede sig uniformerede betjente omkring klokken 15.15 dansk tid og kom med "mistænkelige kommentarer".

Det oplyser en kilde i sikkerhedstjenesten Secret Service, der har til opgave at beskytte præsidenten.

Secret Services bombeeksperter er ved at undersøge pakken nærmere, tilføjer hun.

Flere amerikanske medier skriver, at den mistænkelige pakke tilsyneladende blev fundet på den nordlige del af ejendommen ved præsidentboligen.

Ansatte ved et tv-selskab blev bedt om at fjerne sig fra den nordlige græsplæne ved Det Hvide Hus.

Secret Service valgte derpå at afspærre flere veje ved Det Hvide Hus efter at have fundet den mistænkelige pakke.

Både medier, gæster og forbipasserende er bedt om at holde sig på "sikker afstand", skriver Secret Service på Twitter.

/ritzau/Reuters