En 27-årig mand ville fremstille rørbombe, der skulle anvendes mod hjemvendte amerikanske soldater.

Politiet i New York City sigter en 27-årig mand for at have planer om at fremstille en rørbombe baseret på instruktioner fra et al-Qaeda magasin. Bomben skulle bruges til angreb på hjemvendte amerikanske soldater fra Afghanistan og Irak.

Den mistænkte, Jose Pimentel, sigtes for tre forhold under terrorlovgivningen samt yderligere to kriminelle forhold. Det oplyser borgmester i New York City, Michael Bloomberg, på et pressemøde natten til mandag.

Den sigtede, der blev anholdt lørdag, havde også planer om at gennemføre bombeangreb mod ansatte ved postvæsenet og politiet, ifølge New Yorks politichef Raymond Kelly, der deltog i pressemødet sammen med byens offentlige anklager.

Politiet har overvåget Jose Pimentel siden maj 2009. Han anses for at være en "enlig ulv", der agerede på egen hånd. Den sigtede skaffede sig viden om at fremstille rørbomber fra magasinet "Inspire", der udgives af al-Qaeda på Den Aarabiske Halvø, ifølge Kelly.

Under afhøringer har Pimentel erkendt, at han "aktivt planlagde at fremstille en bombe". Han var kun cirka en time fra at have færdiggjort rørbomben, da politiet pågreb ham, ifølge oplysninger på pressemødet.

New York var den by, der blev ramt hårdest af terrorangrebet den 11. september 2001, og siden er flere forsøg på terroranslag i byen afværget.

Byen anser sig som et primært mål for terrorangreb og har udviklet avancerede overvågningssystemer samt oprettet særlige enheder under politiet, der udelukkende beskæftiger sig med at forhindre terrorangreb.

/ritzau/Reuters