KØB PLUS!

Malis hær anklages for summariske henrettelser

Hæren i Mali har udført en række summariske henrettelser i kampen for at genvinde det islamistisk kontrollerede nord, oplyser menneskeretsorganisation.

MALI: Den Internationale Føderation for Menneskerettigheder (FIDH) oplyser, at soldater fra Malis hær har udført »en serie af summariske henrettelser« i kampen for at generobre den nordlige del af landet fra islamister. Det skriver BBC.

Ifølge organisationen er nogle mennesker blevet dræbt, blot fordi de ikke havde identitetspapirer.

Mens hæren benægter påstandene, oplyser FN, at 7.100 civile siden 10. januar er flygtet til nabolande for at undslippe kampene.

Flere rapporter tyder på, at hæren i Mali, der hovedsagelig er sort, er gået målrettet efter arabere og etniske grupper fra nord, hvilket bringer et raceaspekt ind i konflikten, skriver BBC.

FIDH mener, der bør igangsættes en uafhængig undersøgelse af de påståede forbrydelser begået af maliske soldater, så de ansvarlige kan blive straffet.

Kaptajnen for den maliske hær, Modibo Traore, siger, at beskyldningerne er »helt forkerte«, men afviser at kommentere yderligere, rapporterer nyhedsbureauet AP ifølge BBC.

Frankrig startede en militær offensiv i Mali 11. januar for at hjælpe hæren med at standse en militant fremmarch med forbindelse til al-Qaeda.