KØB PLUS!

Mali: Oprørere angriber Gao

Maliske oprørere brugte kanoer til at krydse Niger-floden for at udføre et overraskelsesangreb mod regeringsstyrkerne i Gao.

MALI: En bevæbnet oprørsgruppe har taget skylden for et angreb på byen Gao i det nordlige Mali søndag og en selvmordsbombe fra dagen forinden, skriver Aljazeera.com.

Oprørerne var bevæbnet med AK-47-rifler, da de sneg sig ind i Gao for at udføre et overraskelsesangreb på den maliske regeringshær hær i den mest folkerige by i det nordlige Mali, to uger efter franske og maliske soldater tvang oprørerne ud af byen.

»Oprørerne brugte kanoer til at krydse Niger-floden for at nå Gao,« fortæller den franske general Bernard Barera.

Kampene brød ud omkring klokken to om eftermiddagen i Gaos handelscentrum og fortsatte mens natten faldt på.

Lørdag gik en selvmordsbomber til angreb på en kontrolpost ved indgangen til byen og dræbte sig selv og sårede en malisk soldat.

En anden selvmordsbomber på motorcykel angreb samme kontrolpost fredag og blev dræbt, mens en regeringssoldat blev lettere såret.

Et øjenvidne fortæller om søndagens kampe i Gao, at oprørerne gemte sig i byens tomme politistation, hvorefter de angreb maliske regeringssoldater, da de ankom.

Eksplosioner og skud fra tunge maskingeværer kunne høres i byen sent om eftermiddagen.

En fransk helikopter fløj over byen, mens franske og maliske soldater patruljerede sammen og advarede indbyggerne om snigskytter, der gemmer sig forskellige steder i byen.

Det har ikke været mulig at fastslå tabstal, men en malisk officer siger, at »mange« oprørere er blevet dræbt.

Siden franske styrker erobrede Gao 26. januar, er det kommet til kampe mellem oprørere og sikkerhedsstyrker i udkanten af byen.

Oprørene, der har forbindelser til al-Qaeda, erobrede den nordlige del af landet i april 2012, hvor det lykkedes at tvinge en dårligt organiseret malisk regeringshær ude af den strategisk vigtige by.

Frankrig gik aktivt ind i konflikten i den tidligere koloni 11. januar, da oprørerne begyndte at rykke mod syd og truede hovedstaden Bamako, der ligger 1.200 kilometer fra Gao.

Franskmændene ønsker at overdrage ansvaret til den maliske hær og andre afrikanske lande, der har bidraget med soldater til en international styrke, der skal etablere en fredsbevarende mission i Mali.