Makedonske sikkerhedsstyrker er lørdag gået i gang et rejse et metalhegn på grænsen til Grækenland. Der er tale om en »forebyggende« foranstaltning, oplyser myndighederne.

MAKEDONIEN: Soldater i Makedonien er lørdag begyndt at bygge et metalhegn ved landets sydlige grænse op til Grækenland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Officielle kilder beskriver det som en »forebyggende« foranstaltning i forhold til bedre at kunne styre strømmen af ??indvandrere på tværs af Balkan.

Metalpæle på tre meter er blevet sat i den kolde mudrede jord ved starten af byggeriet af et hegn, der minder om det hegn, Ungarn har bygget ved sin sydlige grænse.

Syrere, afghanere og irakere har rejst stort set uhindret igennem Balkan, efter de har taget turen i båd fra Tyrkiet til Grækenland. Men de seneste to uger er lande på flygtninge og migranternes rute begyndt at sende de rejsende tilbage, hvilket har ført til kaotiske forhold ved den græsk-makedonske grænse. Her har syrere, afghanere og irakere demonstreret i flere dage.

For to dage siden forsøgte demonstranter at storme politiets afspærring og bryde igennem en spinkel barriere til Makedonien.

En højtstående makedonsk embedsmand, der afviste at blive navngivet, siger, det nye hegn bare er »en forebyggende foranstaltning«.

»Vi lukker ikke grænsen helt. Vi vil stadig tillade indvandrere fra krigsramte lande at passere,« siger han.