Det bliver først rigtig grimt, når Donald Trump taber præsidentvalget. Og det gør han, siger politisk redaktør på tv-stationen NBC Chuck Todd, der er kåret som Washingtons mest magtfulde journalist. I sit første interview med dansk presse fortæller han, at valgkampen efter hans mening er ’ude af kontrol’.

»Jeg har modtaget trusler mod mig, mod min familie og mit hjem. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.«

Med de ord opsummerer Chuck Todd sin version af, hvad der har været en historisk beskidt valgkamp. Hvor tonen mellem politikerne har været grovere end nogensinde, hvor Trumps støtter har råbt slagord om Hillary Clinton som ’dræb hende’ og ’smid hende i fængsel’, og hvor journalister som Chuck Todd har modtaget trusler fra ukendte personer.

»Vi har aldrig haft et valg som dette – spørgsmålet er, om det bare er begyndelsen,« siger han.

Chuck Todd har som redaktør og vært på USAs mest berømte politiske show ’Meet the press’ som blev sendt første gang tilbage i 1947 og dermed er det ældste show i USA opnået stjernestatus. Og magt.

Vi skal bekymre os

Når han ansigt til ansigt griller Donald Trump eller Hillary Clinton for åben skærm, er han med til at ændre millioner af seeres opfattelser af de to præsidentkandidater.

Selv er Chuck Todd sikker på, at Trump, der i øjeblikket er bagefter Hillary Clinton i meningsmålingerne, umuligt kan nå at gøre comeback 20 dage før valget.

I stedet er spørgsmålet snarere, hvordan det republikanske parti samler skårene op, efter Donald Trump som en elefant i en porcelænsbutik har trampet det i smadder. Og måske endnu vigtigere, hvordan Trump vælger at takle et nederlag 8. november. For Donald Trump har de seneste dage gentaget et særligt budskab: Valget bliver manipuleret af korrupte medier, og anklagerne mod ham er en stor konspiration.

Et budskab, der ifølge Chuck Todd skal tages seriøst. Ikke fordi det skulle være sandt, men på grund af konsekvenserne:

»Hør her, jeg er bekymret for, at mange af hans støtter ikke tror på resultatet. De vil tro, valget er fikset. Jeg tror, det er en reel trussel, og at vi som land skal bekymre os om det,« siger Chuck Todd over telefonen og understreger, at USA har tradition for fredelige overgange mellem magthavere, selv da valget i 2000 mellem George W. Bush og Al Gore måtte afgøres ved en domstol.

Spørgsmålet er, om det fra Trumps side vil gå lige så fredfyldt til denne gang.

Donald Trump og Chuck Todd
Donald Trump og Chuck Todd Foto: NBC
Vis mere

»Det afhænger af, hvor stort nederlaget bliver. Men jeg er bekymret for, at han ikke vil acceptere et nederlag særligt fredsommeligt,« siger Chuck Todd.

Som to verdener

Chuck Todd har et erklæret mål for de sidste uger af valgkampen: At forsøge at få Trumps og Clintons vælgere til at forstå hinanden.

»For der er en ting ved det her valg, som jeg hele tiden oplever: Hvis jeg tager til et område domineret af Trumps støtter, fortæller folk mig: ’Jeg kender ingen, som stemmer på Clinton. Jeg aner ikke, hvem de er.’ Og det samme sker, hvis jeg tager til et område, hvor Clinton står stærkt: ’Hvem er de her trumpvælgere?’ Det føles virkelig som om, de to sider taler helt forbi hinanden.«

Og hvad er der så tilbage af det republikanske parti, hvor stribevis af toppolitikere sammen med Paul Ryan – formand for Repræsentanternes hus, den tredjemest magtfulde post i USA – har trukket deres støtte til Trump? Fløjkrigen kan føre til dannelsen af et nyt amerikansk parti, mener Chuck Todd.

»Bliver partiet splittet op i to? Hvor Donald Trump leder det ene parti, mens Paul Ryan leder det andet? Jeg ved, det lyder langt ude lige nu. Men jeg mener, at splittelsen mellem de to fløje ser ud til at være umulig at redde sig ud af.«

Chuck Todd: Derfor taber Trump præsidentvalget i USA

Mens mange stadig spekulerer på, om USAs præsidentvalg vil overraske i lighed med valget om briternes exit fra EU, har NBC’s politiske redaktør allerede afskrevet en Trump-sejr før ­aftenens tv-debat.

»Jeg tror, det er umuligt for Trump at gøre comeback. Timingen for de her afsløringer er virkelig dårlig for ham,« siger Chuck Todd med henvisning til sidste uges offentliggørelse af en video fra 2005, hvor Trump pralede med at kunne rage kvinder i skridtet – hvilket flere kvinder s­idenhen reagerede på og fortalte, at Trump tidligere har krænket dem.

For samtidig med sidste uges afsløringer begyndte vælgerne i mange stater allerede at aflevere deres stemme, forklarer han: »Faktisk afleverer halvdelen af dem der tager del i valget, deres stemme før selve valgdagen.«

Og Clinton ligger cirka fem procentpoint foran Trump – men hvor meget kan man stole på målingerne?

»Jeg stoler meget på dem. De har været meget konsistente, især når det gælder Donald Trump. Han bevæger sig sjældent over 42-43 procent, både nationalt og i de fleste af de afgørende svingstater. Hver gang valgkampen har været lige, skyldtes det ikke, at Trump steg i målingerne, men at Clintons målinger faldt ned på niveau med Trump. Nu fører hun og ligger mellem 45-52 procent,« forklarer den garvede analytiker.

Ikke ligesom Brexit

Han mener, at sammenligningen med det – for mange – overraskende Brexit er fejlplaceret, for i USA er linjerne mellem hvem der støtter de to kandidater skarpt trukket op.

»Hvide, lavtuddannede mænd er Trumps stærkeste gruppe, mens sorte, latinoer og asiatiske minoriteter samt særligt de højtuddannede hvide kvinder står stærkest som Clintons støtter«, forklarer Chuck Todd.

Og fordi de vælgermønstre er så fasttømrede, vil selv den største skandale have svært ved at rokke ved det, der ifølge målingerne bliver en sejr til Hillary Clinton.