En af verdens mest omtalte kidnapningssager, sagen om den forsvundne Madeleine 'Maddie' McCann, bliver ved med at udvikle sig, selv om der ikke er konkret nyt i sagen.

Uden om Maddies forsvinden den 3. maj 2007 har kørt en næsten lige så omtalt sag. Det drejer sig om den tidligere efterforskningsleder på sagen, portugisiske Goncalo Amaral, der mener at vide, at Maddies forældre, Kate og Gerry McCann, selv har iscenesat den dengang treårige piges kidnapning.

I en retssag ved højesteret i Portugal, der blev afsluttet den 1. februar, blev det besluttet, at Goncalo Amaral ikke kunne dømmes for sine påstande om McCann-parret på grund af hans ytringsfrihed. Her blev det yderligere udtalt i afgørelsen, at sagen omkring forældrene ikke ville blive stoppet på nuværende tidspunkt, da der ikke var tilstrækkelige beviser for at anklage eller frifinde parret.

Det er den beslutning, som McCann-parret nu ønsker at få omstødt . Det bekræfter parrets advokat Isabel Duarte ifølge Daily Mail. Parret havde efter sigende 10 dage til at beslutte, om de ville protestere mod højesterets beslutning om at frifinde Goncalo Amaral og afgørelsen mod parret.

»Vi har indleveret den,« svarer Isabel Duarte på spørgsmålet om, hvorvidt parret har indleveret en formel klage over højesterettens afgørelse.

Et offentliggjort foto fra 2012 viser med computerteknologi, hvordan Maddie til højre kunne se ud som ni-årig. Til venstre er et originalt foto af den forsvundne pige.
Et offentliggjort foto fra 2012 viser med computerteknologi, hvordan Maddie til højre kunne se ud som ni-årig. Til venstre er et originalt foto af den forsvundne pige. Foto: TERI BLYTHE
Vis mere

Goncalo Amaral har blandt andet skrevet bogen 'The Truth of the Lie' og deltaget i en dokumentar om Madeleine McCann, efter han blev fyret som efterforskningsleder på sagen i august 2007.

I april 2015 tabte Amaral den første del af retssagen mod McCann-parret, hvor hans beskyldninger blev fundet krænkende. Han blev dengang beordret til at betale parrets sagsomkostninger samt en erstatning på sammenlagt 500.000 euro (3,35 millioner kroner, red.). Han ankede dommen, der altså fortsat er undervejs i Portugal, og nu har ramt højesteret.

Det vil i år være 10 år siden, at Madeleine McCann angiveligt forsvandt fra en ferielejlighed i Praia da Luz i Portugal.