Kate og Gerry McCann, forældre til den forsvundne britiske pige Madeleine, er kommet i økonomiske problemer. Derfor har de fyret deres trofaste talsmand gennem de seneste ni år.
Lige siden deres dengang tre-årige datter forsvandt fra en ferielejlighed på den portugisiske Algarve-kyst i 2007, har én mand stået trofast ved Kate og Gerry McCanns side:
Stort set hver gang McCann-parret har henvendt sig til medierne, har Clarence Mitchell ikke været mere end et par skridt væk.
Den tidligere BBC-journalist har gennem alle årene loyalt fungeret som parrets PR-mand og talsmand.
Men det er slut nu. Økonomiske problemer tvinger nu parret til at skille sig af med deres mest betroede medarbejder.
Det skriver flere britiske medier. Blandt andre Daily Express, som mener at vide, at Gerry McCann udskrev fyresedlen på sms. Andre medier nævner, at Mitchell fik beskeden på mail.
Om få uger slutter den offentligt financierede eftersøgning, som indtil videre har kostet millioner af pund. Derudover risikerer parret at stå med et kæmpe erstatningskrav i Portugal, hvor de ligger i bitter strid med den tidligere politichef Goncalo Amaral. McCann-parret kan blive tvunget til at bruge de midler fra deres fond til at dække omkostningerne. Penge, der egentlig var indsamlede og øremærkede eftersøgningen af deres datter.
Clarence Mitchell skulle være blevet 'såret' over fyringen, men kan efter sigende godt forstå, at den er nødvendig. Han vil blive ved med at stå til rådighed for parret på ad hoc-basis.