Scotland Yards nye kulegravning af den mere end 6 år gamle sag om forsvundne Madeleine McCann giver nyt håb om at finde hende i live, sagde faren Gerry McCann i ITV's morgenprogram torsdag.

Her fortalte han, hvordan de sidste seks år har været en emotionel rutsjetur, og hvordan de nu ser frem til resultatet af nye spor og forfølgelsen af 38 potentielle mistænkte.

- Det er et stort skridt fremad. Den vigtigste ting er, at det er første gang, myndighederne efterforsker sagen aktivt, og vi er henrykte over det arbejde, politiet har gjort gennem de sidste par år. Vi vidste, der var masser af spor, der manglede at blive fulgt op på, sagde Gerry McCann.

Det engelske politi i London, Scotland Yard, offentliggjorde den nye efterforskning sidste måned, efter at indenrigsminister Theresa May gik med til at finansiere den. I morgenprogrammet tilføjede Gerry McCann, at der ikke gik en dag, uden at han og Maddies mor, Kate McCann, tænkte på deres datter.

- Du vil ikke acceptere, at dit barn er død, uden at der er håndfaste beviser for det. Vi har altid levet med håbet om, at vi kan finde Madeleine, og set i lyset af de mange sager om børn, der er blevet kidnappet og fundet igen år senere, så er der virkelig et håb. Desværre for os er det største problem, at vi ikke vil vide, hvad der er sket med Madeleine, indtil vi finder den ansvarlige, sagde Gerry McCann.

Maddie forsvandt i maj 2007, tre år gammel, da familien var på ferie i Portugal. Og det var en revurdering af sagen, politiet brugte to år på at udarbejde, der gjorde, at nye teorier, nye beviser og nye vidner dukkede op.

Efterforskere fra Scotland Yard har planer om snart at flyve til Algarve-kysten i Portugal for at forfølge de nye spor.