UKRAINE: De observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der skal sikre formel adgang til vragresterne af det malaysiske passagerfly, der blev skudt ned i det østlige Ukraine, oplyser fredag aften, at de ikke fik ordentlige arbejdsbetingelser på ulykkesstedet.

Den schweiziske ambassadør for OSCE, Thomas Greminger, fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at observatørerne dermed ikke var i stand til at oprette den korridor til ulykkesstedet, der skal sikre, at en uafhængig international undersøgelse bliver foretaget.

»De havde ikke den form for adgang, som de forventede. De havde heller ikke den frie bevægelighed, som de behøver for at udføre deres arbejde. Ulykkesstedet er ikke sikret,« siger Thomas Greminger til Reuters og fortsætter:

»Under de omstændigheder var observatørerne ikke i stand til at hjælpe med at sikre denne korridor, der giver adgang for dem, der ønsker at undersøge omstændighederne ved styrtet,« siger han.

En anden talsmand for OSCE, Michael Bociurkiw fortalte på en prassekonference fredag, at de 25 observatører havde forventet uhindret adgang, men var blev mødt med en både uhøflig og uprofessionel optræden.

- Uheldigvis blev vores opgave gjort meget besværlig. Da vi ankom til nedstyrtningsstedet... blev vi mødt af bevæbnede mænd som optrådte meget uhøfligt og uprofessionelt. Nogle af dem virkede endda berusede, fortalte Bociurkiw.

Flere internationale medier har fredag aften berettet, at prorussiske oprørere åbnede ild mod OSCE-observatørerne, da de nærmede sig flyvraget, men den oplysning kan Thomas Greminger hverken be- eller afkræfte.

Flere internationale ledere har efter nedskydningen af passagerflyet torsdag eftermiddag åbent erklæret, at det er absolut nødvendigt at få en uafhængig international undersøgelse af katastrofen, der har kostet 298 personer livet. De prorussiske separatistledere havde da også tidligere fredag lovet fri adgang for OSCE-observatørerne, men det løfte ser altså ud til at være blevet brudt.

Thomas Greminger fortæller til Reuters, at 17 OSCE-observatører opholdt sig på nedstyrtningsstedet i omkring 75 minutter, inden de så sig nødsaget til at vendte tilbage til den østukrainske by Donetsk, der ikke ligger langt fra der, hvor flyet blev skudt ned.

OSCE-holdet vil igen lørdag forsøge at få adgang til vragresterne af malaysiske MH17.