En svensk kvinde fandt et gammelt trick frem fra bogen, da en opstemt fyr bad hende om at sende nøgenbilleder af sig selv i en Facebook-chat. Hun narrede ham og udstillede efterfølgende manden på det sociale medie Instagram.

Det skriver den svenske avis Expressen.

24-årige Linnéa Claeson blev i weekenden tilbudt penge for at vise hud til en fremmed mand, der havde skrevet til hende på Facebook. Den kåde mand var villig til at betale 1.000 svenske kroner for et billede af hendes numse. Og det troede han, at han fik. I virkeligheden var det et nærbillede af hendes hånd, hvilket man kan se på hendes Instagram-konto, assholesonline, hvor hun har lagt korrespondencen op.

Tricket stammer fra gymnasietiden, fortæller hun.

»Det er en gammel joke, som man plejede at bruge i gymnasiet, så jeg troede ikke, at han ville købe den,« siger Linnéa Claeson til Expressen.

Du kan se udvekslingen, og hvordan hun narrer ham her - artiklen fortsætter under billedet.

Linnéa Claeson, der spiller håndbold på eliteniveau og læser jura, har over 35.000 følgere på sin Instagram-konto, hvor hun, som navnet indikerer, vil skabe opmærksomhed omkring den chikane, man kan møde online. Til sine 35.900 følgere deler hun skærmbilleder af sine egne og andres samtaler med mænd, som chikanerer kvinder på nettet.

Det nyeste opslag på Instagram-profilen handler om, hvordan hun med et gammelt trick snød manden, som skrev til hende lørdag nat.

»Jeg var ved at blive lidt overtræt, og så så jeg, at den her mand havde skrevet til mig. Så fandt jeg på det her og synes selv, at jeg var virkelig sjovt,« siger Linnéa Claeson.

Som det fremgår af billedet længere oppe i artiklen, opdagede manden ikke noget til at begynde med, men blev tilsyneladende kun mere opstemt, da han så billedet af det, han troede var hendes numse. Han tilbød derefter flere penge for at se hendes bryster, inden hun afslørede sin joke, og fortalte ham, at hun ville blokere ham og ønskede ham et 'godt liv'.

Linnéa Claeson, der spiller håndbold i den svenske klub Skuru IK, anvender ofte humor for at få debatten i gang. Indimellem udtaler hun sig også til tv og radio, og på det seneste har flere fået øjnene op for de farer, der kan lure på internettet, skriver den svenske avis.

»Det har nok været nøglen. Man vil tale om noget, der er alvorligt, men tager det op på en humoristisk måde, så man først kan grine og senere tale alvorligt,« siger Linnéa Claeson.