»Dine medarbejdere styrtede med flyet. Hvorfor nægter du at svare på spørgsmål?«

NBC-journalist Bill Neely er oprørt over, at Lufthansa-direktør Carsten Spohr onsdag nægtede at svare på de mange spørgsmål fra journalisterne, da han holdt en kort pressebriefing ved ulykkestedet, hvor flyet fra Germanwings, som er ejet af Lufthansa, styrtede i sidste uge.

Forinden forsikrede han om, at de nok skal hjælpe de pårørende i den kommende tid.

»Vi hjælper ikke bare til i denne uge, men så længe familierne behøver det. Vi er meget kede af, at det kan ske i Lufthansa, hvor vi lægger stor vægt på sikkerhed. Der findes ikke nogle ord, der kan udtrykke den følelse, vi har«, udtalte Carsten Spohr ifølge norske VG.

Han havde også en bemærkning til de lokale, der var vidne til det katastrofale flystyrt forrige tirsdag.

»Ingenting er længere det samme efter den 24. marts for jer, der bor her. Vi skal genoprette dette flotte naturlandskab, så det bliver som før. Vi skal lave et mindested«, sagde han.

150 personer omkom, da andenpiloten Andreas Lubitz på egen hånd styrede Germanwings-flyet, der hører under Lufthansa, direkte ind bjergvæggen i de franske alper.