Et saudiarabisk ledet luftangreb har kostet mindst 21 mennesker livet ved en flygtningelejr i det nordlige Yemen, der kontrolleres af Houthi-oprørerne.

YEMEN: Den saudiarabisk ledede koalition fortsætter sine angreb mod Houthi-oprørerne i Yemen, og mandag har et luftangreb dræbt et tocifret antal mennesker nær Mazraq flygtningelejren i den nordlige del af landet. Det fortæller hjælpearbejdere ifølge Reuters.

En embedsmand fortæller, at angrebet ramte en lastbil fyldt med Houthi militsfolk ved indgangen til flygtningelejren. Et ukendt antal krigere blev dræbt - og sammen med dem ni beboere og to vagter ved lejren, lyder det fra en kilde. En anden kilde sætter dødstallet til 21.

Forsvarsministeriet, der kontrolleres af Houthi-oprørerne, sætter dødstallet til 40. Heriblandt skulle der være flere kvinder og børn. På sin hjemmeside oplyser ministeriet desuden, at yderligere 250 mennesker er blevet såret.

En koalition af arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen har indledt angreb i Yemen for at standse de shiamuslimske Houthi-oprørere i at overtage magten i landet. De sunnimuslimske lande i koalitionen støtter Yemens fordrevne sunnimuslimske præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Al-Mazraq ligger i Hajjah-provinsen, der grænser op til Saudi Arabien, og her har tusindvis af internt fordrevne yemenitter slået lejr efter mere end ti års krige mellem houthierne og staten.

Ved de seneste fem dages bombninger fra den saudiarabisk ledede koalition er omkring 750 familier flygtet til Al-Mazraq, rapporterer Reuters.