Allerede før tjetjeneren Lors Doukaiev lå såret i Ørstedsparken i København, har der været små tegn på, at den 24-årige begyndte at bevæge sig i den retning, som hans mor frygtede aller mest.
Krigsbarnet, der var opfyldt af had mod russerne, der var skyld i både hans egen og hans fars invalidering, var en ulykke, der ventede på at ske.Hans boksetræner Albert Syben husker, at Lors Doukaiev en dag til træning i bokseklubben Cocktail i Liège betroede ham, at han var blevet taget med et håndvåben. En pistol.
- Jeg ved ikke, hvorfor han sagde det til mig, men det gjorde han bare, fortæller Syben, der også er politiinspektør.
Oplysningen er overraskende, idet Lors Doukaiev af alle betegnes som en diskret mand. Vellidt, men meget diskret. Alle ved, hvem han er, men ingen kender ham rigtigt. Ikke engang de unge mænd, som han udlevede sin passion for boksning med i klubben. De sparrede med hinanden. Det var alt.
Det synes næsten som om, at Doukaiev i årevis har været vidst, at han ikke skulle lade nogen komme tæt på sig. At han en dag ville få brug for, at ingen rigtig vidste, hvad han bestod af.
Ilden brændte
Forsvindende få - eller måske ingen - vidste, hvor intenst ilden brændte i den unge mand. At han ville være i stand til at afvige så meget fra det tilsyneladende velfungerende liv, som han havde skabt for sig selv og sin familie i Belgien. Et liv langt væk fra den krig og ødelæggelse, der prægede hans barndom.At han var klar til at smide sin succesfulde sportskarriere, arkitektstudiet, det hele, væk for at indrullere sig i netop de ødelæggelser, som han har brugt hele sit unge liv på at undslippe.
LÆS MEGET MERE I B.T. SØNDAG:
- SORTE HULLER I LORS HISTORIE
- HVAD LAVEDE HAN I 1½ ÅR?
