'Jeg kan ikke stoppe med at ryste'.

Sådan skriver Brandon Ray Maxwell søndag eftermiddag dansk tid på sin Twitter-profil, efter hans storesøster Charmayne 'Maxee' Maxwell fredag eftermiddag lokal tid døde i en faldulykke i Los Angeles. Charmayne 'Maxee' Maxwell var gift med den danske musikproducer Carsten 'Soulshock' Schack. Sammen har de en ti-årig søn, Nicolaj.

På Twitter giver Brandon Ray Maxwell udtryk for de følelser, de lige nu farer igennem ham.

'Dårlige ting sker for de mest uskyldige mennesker. Min søster døde på den mest forfærdelige måde, og jeg er i stor smerte lige nu', skriver han.

Hvordan ulykken præcist skete, vides ikke endnu. Ifølge ugebladet HER&NU døde Charmayne 'Maxee' Maxwell efter er fald, da hun fredag eftermiddag lokal tid deltog ved et fodboldstævne med sønnen Nicolaj.

På Twitter skriver Brandon Ray Maxwell, at man lige nu stadig undersøger, hvad der helt præcist skete.

'Min familie og jeg prøver i øjeblikket stadig at finde ud af, hvad den fulde historie er', skriver han.

Også på sin Instagram-profil har broderen skrevet en længere hyldest-besked til ære for sin storesøster.

»Hvil i fred, min smukke søster. Jeg er så knust, fordi du fortjente at blive på denne jord meget længere. Du havde sådan et fantastisk talent, og du kom virkelig langt med din sangkarriere. Jeg er blevet så inspireret af dig, og det gav mig motivation til at blive den bedste performer, jeg kunne blive,« skriver Brandon Ray Maxwell og fortsætter:

»Jeg elsker dig, søs. Jeg er så taknemmelig for, at jeg havde dig i mit liv.«

Charmayne 'Maxee' Maxwell blev 46 år gammel.