En unik placering og historie har gjort stille amerikansk by til et Pokémon-mekka. De lokale indbyggere ærgrer sig.

I den amerikanske by Occoquan i staten Virginia findes der masser af historie og kultur i form af gamle bygninger og monumenter. Desuden løber den smukke Occoquan-flod gennem byen, som man kan nyde synet af, når man spiser på en af byens mange restauranter.

Netop derfor valfarter turister i massevis til den lille by, der normalt blot huser 1.016 indbyggere. Det er dog ikke for at nyde omgivelserne - det er for at udnytte dem.

Det store antal seværdigheder og byens beliggenhed tæt ved vandet gør nemlig stedet til det rene slaraffenland for Pokémon GO-spillere. De kan både fange land- og vand-Pokémon og få masser af gratis bonusser i spillet ved de såkaldte PokéStops, der er placeret nær særlige bygnings- og kunstværker.

Og de lokale hader det.

Desværre for dem er der intet, som tyder på, at Pokémon GO-dillen ender lige foreløbigt, og derfor kan de med al sandsynlighed se frem til at måtte leve med de nye Pokémon-turister.

Mobilspillet Pokémon GO har med dets enorme popularitet haft en række bivirkninger. Blandt andet har kriminelle placeret ’lures’, der tiltrækker Pokémon og dermed spillere, afsides steder, hvor de så har røvet folk.

Ødelægger lokalmiljøet

Pokémon-turismen har også gjort det lukrativt at drive forretning eller café i byen, men ikke desto mindre er beboerne trætte af dem.

»Det er et tveægget sværd for os. Det fremhæver byen, som nu er på folks læber for første gang. Vi har forsøgt at få flere folk til at komme her, men det her er en decideret oversvømmelse,« siger byrådsmedlem Joe McGuire til The Washington Post.

I løbet af de snart seks uger, der er gået, siden spillet blev lanceret i USA, er der kommet så mange til byen, at deropstår trafikpropper.Dertil er det tæt på umuligt at finde ledige parkeringspladser for beboerne, som også har svært ved at sove på grund af støj i de sene nattetimer fra folk, der jager virtuelle monstre i gaderne.

Turisterne sviner med deres skrald, og så udgør de en fare i trafikken, da mange spiller på mobilen både til fods og i bilen og glemmer at orientere sig.

»Det er blevet et seriøst problem her om natten. Det er fuldstændig ude af kontrol. Det gør det surt at bo her,« fortæller Nancy Farmer, der bor i Occoquan.

Occoquans indbyggere har fået nok af invasionen, og de kræver nu, at byrådet gennemfører tiltag, der kan ændre den nuværende situation.

Fænomenet er voksende

Selvom Pokémon-turisme, hvor folk rejser til et givent sted for at fange Pokémon, ikke er vidt udbredt, er Occoquan ikke den eneste by, spillere søger til. På den anden side af Jorden i Sydkorea flokkes folk fra hele landet til den lille fiskelandsby Sokcho, der ligger i det nordøstligste hjørne af landet tæt på grænsen til Nordkorea. Sokcho og de nærliggende områder er nemlig det eneste sted i hele Sydkorea, hvor spillere kan fange monstre. I Sydkorea er spillet ikke tilladt, men i Nordkorea er der ingen restriktioner for spillere, og på grund af en fejl hos Niantic, der er firmaet bag Pokémon GO, er den lille fiskerby registreret i den nordkoreanske sektor.

I fiskerbyen har man imidlertid budt busserne, der ankommer flere gange dagligt med Pokémon-turister, velkommen.

»Det er ikke nemt for byen at promovere noget, som regeringen ønsker at begrænse. Det er dog en hjælp for byens turisme, at medier fortsat fremhæver Sokcho,« siger Lee Se-moon, embedsmand hos Sokchos turistkontor, til AP.