Et område med såkaldt nedbrudt materiale, der kan stamme fra liget af lille Ben Needham, som forsvandt på en græsk ø i 1991, er blevet fundet tæt på det hus, hvor han sidst blev set. Men nu risikerer et muligt gennembrud i den mystiske sag at gå fløjten.

For ejeren af den grund, som efterforskerne i disse dage finkæmmer med henblik på at finde spor efter Ben Needham, forlanger, at udgravningerne stopper. Det skriver Sky News.

Ben Needham var kun 21 måneder gammel, da han forsvandt under en familieferie på den græske ferieø Kos. Sagen minder på mange måder om den meget omtalte sag om Madeleine MacCann, som forsvandt i Portugal i 2007.

Også Ben Needham forsvandt sporløst og blev sidst set tæt ved det hus, familien boede i under ferien.

Kan ende i retten
Det er netop ved det hus, efterforskerne under ledelse af Jon Cousins har fundet noget, der kan være menneskelige rester. Men ejeren af grunden, 33-årige Stefano Troumouhis, er ifølge flere engelske medier 'utilfreds' med udgravningerne og vil have dem stoppet. Det fortæller hans advokat til Mirror.

Huset, som Ben Needham forsvandt fra i 1991.
Huset, som Ben Needham forsvandt fra i 1991. Foto: STAFF
Vis mere

Men overfor Sky News understreger efterforskerne, at udgravningerne vil fortsætte - med mindre grundens ejer kommer med en dommerkendelse.

»Indtil videre har jeg ikke hørt fra en dommer, at vi skal stoppe det vigtige arbejde, vi er i gang med på stedet,« siger efterforskningsleder Jon Cousins og fortsætter:

»Min prioritet er at sikre, at forstyrrelserne af mit holds arbejde bliver holdt nede på et absolut minimum.«

Græske redningsarbejdere undersøger jorden omkring huset, 28. september 2016.
Græske redningsarbejdere undersøger jorden omkring huset, 28. september 2016. Foto: STAFF
Vis mere

Efterforskningslederen understreger, at han vil gå rettens vej for sikre, at udgravningerne på grunden kan fortsætte. Endda selv hvis ejeren Stefano Troumouhis skulle få en dommerkendelse.

Efterforskningen genåbnet efter nyt vidneudsagn
I mange år stod politiet på bar bund, og efterforskningen har været lukket ned. For nyligt blev den dog genåbnet, fordi et nyt vidne meldte sig og nævnte navnet på en bygningsarbejder, der også blev afhørt dengang, Ben forsvandt.

Vidnet fortalte, at bygningsarbejderen havde sagt, at han ved et uheld var kommet til at køre Ben over med en gravko og derefter havde begravet ham.

Politiet endevender grunden.
Politiet endevender grunden. Foto: STAFF
Vis mere

I mandags begyndte efterforskerne så at lede efter de mulige rester efter den lille dreng på to nye steder. Og det er altså her, man nu har fundet noget, der kan være menneskelige rester tæt på det hus, hvor Ben sidst blev set.

»Der er tegn på nedbrudt materiale,« har udgravere fortalt reportere på Daily Mail.

Resultaterne er dog ikke kommet endnu.

»Der er næringsstoffer i jorden, som er tegn på nedbrudt materiale. Videnskabsfolkene har endnu ikke været i stand til at konkludere, hvad det er.«

Desværre er den bygningsarbejder, der er mistænkt for at have dræbt Ben i et uheld, død af mavekræft sidste år, hvorfor han kan ikke afhøres. Da han blev afhørt i forbindelse med Bens forsvinden i 1991, nægtede han kendskab til drengen.

Foto: STAFF
Vis mere

'​Jeg lever dette mareridt'
Kerry Needham, der er mor til Ben, er enormt vred på det vidne, der først nu har meldt sig.

»Han kunne have endt det her for 25 år siden (...) Man glemmer aldrig sit barn, men så havde jeg i det mindste vidst, hvor han var. Jeg kunne have gjort noget med mit liv,« har hun udtalt til Daily Mail.

»I stedet har jeg haft et liv på pause uden at kunne gøre noget eller fokusere på noget. Jeg lever dette mareridt, men det kunne være endt for 25 år siden. Måske kunne jeg have tilgivet personen dengang, men nej, ikke nu.«

Efterforskningsleder Jon Cousins var netop på vej tilbage til England for at opdatere Kerry Needham om udgravningerne, da han blev informeret om striden med ejeren af grunden.

Det fik ham omgående til at vende tilbage til Kos for at forhandle med Stefano Troumouhis og hans repræsentanter.