Et område med såkaldt nedbrudt materiale, der kan stamme fra liget af lille Ben Needham, der forsvandt på en græsk ø i 1991, er blevet fundet tæt på det hus, hvor han sidst blev set.

Det skriver flere britiske medier, der følger udgravningerne minutiøst. Leder af efterforskningen Jon Cousins siger ifølge både Mirror og Daily Mail, at der gennemføres banebrydende videnskabelige test af prøver fra jorden lige nu.

Den lille dreng var kun 21 måneder gammel, da han forsvandt under en familieferie på den græske ferieø Kos, og sagen minder på mange måder om den meget omtalte sag om Madeleine MacCann, som forsvandt i Portugal i 2007.

Også Ben Needham forsvandt sporløst og blev sidst set tæt på det hus, familien boede i under ferien.

Artiklen fortsætter under billedet:

Huset, som Ben Needham forsvandt fra i 1991.
Huset, som Ben Needham forsvandt fra i 1991. Foto: STAFF
Vis mere

I mange år har politiet stået på bar bund, og efterforskningen har været lukket ned, men for nyligt blev den genåbnet, fordi et nyt vidne meldte sig og nævnte navnet på en bygningsarbejder, der også blev afhørt dengang, Ben forsvandt.

Vidnet fortalte, at bygningsarbejderen havde sagt, at han ved et uheld var kommet til at køre Ben over med en gravko og derefter havde begravet ham.

Mandag begyndte man så at lede efter de mulige rester efter den lille dreng på to nye steder. Og det er altså her, man nu har fundet noget, der kan være menneskelige rester.

Artiklen fortsætter under billedet:

Græske redningsarbejdere undersøger jorden omkring huset, 28. september 2016.
Græske redningsarbejdere undersøger jorden omkring huset, 28. september 2016. Foto: STAFF
Vis mere

Tidligere er der blevet fundet rester af en nedbrudt hund og en flagermus i det samme område, men nu har man altså fundet nyt biologisk materiale tæt på det hus, hvor Ben sidst blev set.

»Der er tegn på nedbrudt materiale,« har udgravere fortalt reportere på Daily Mail.

Resultaterne er dog ikke kommet endnu.

»Der er næringsstoffer i jorden, som er tegn på nedbrudt materiale. Videnskabsfolkene har endnu ikke været i stand til at konkludere, hvad det er.«

Artiklen fortsætter under billedet:

Politiet endevender grunden.
Politiet endevender grunden. Foto: STAFF
Vis mere

Desværre er den bygningsarbejder, der er mistænkt for at have dræbt Ben i et uheld, død af mavekræft sidste år, så han kan ikke afhøres. Da han blev afhørt i forbindelse med Bens forsvinden i 1991, nægtede han kendskab til drengen.

Kerry Needham, der er mor til Ben, er enormt vred på det vidne, der først nu har meldt sig.

»Han kunne have endt det her for 25 år siden (...) Man glemmer aldrig sit barn, men så havde jeg i det mindste vidst, hvor han var. Jeg kunne have gjort noget med mit liv,« har hun udtalt til Daily Mail og fortsatte.

»I stedet har jeg haft et liv på pause uden at kunne gøre noget eller fokusere på noget. Jeg lever dette mareridt, men det kunne være endt for 25 år siden. Måske kunne jeg have tilgivet personen dengang, men nej, ikke nu.«