Ligrester, sårede, smadret glas, motorcykelvrag. Og totalt kaos.
Mindst 19 personer blevet dræbt, heriblandt fire udlændinge, da en bombeeksplosion mandag eftermiddag dansk tid ramte den centrale del af Bangkok og efterlod hele byen i en tilstand af chok.
Det oplyser BBC.
Thailandske myndigheder oplyser, at yderligere 123 personer er såret ved angrebet. Flere thailandske medier, herunder Bangkok Post, beretter, at de fleste af de sårede og dræbte er turister, heriblandt mange fra Kina og Taiwan.
Også flere danskere befandt sig i den centrale del af Thailands hovedstad, da bomben sprang. Blandt andre ægteparret Karin og Jan Sarfelt, som har boet i Bangkok i mange år. De var blot minutter fra at blive ramt af den dødelige bombeeksplosion.
»Vi var på stedet 40 minutter før, bomben sprang. Men fordi solen var ved at gå ned, syntes jeg, at vi skulle gå hjem og nyde solnedgangen fra vores terrasse sammen med en drink«, fortæller Karin Sarfelt til bt.dk og fortsætter:
»Og idet vi fik serveret vores drinks, hørte vi eksplosionen. Først tænkte vi, at det var en form for en elektrisk kortslutning eller sammenkobling, der var sket. Men da vi kiggede ud af vinduerne og fra vores terrasse, kunne vi se, at vejene blev spærret af. Så kunne vi godt mærke, at det var mere end det.«
Thailandske bomberyddere har afsikret yderligere én bombe til i Chidlom-området, hvor den første bombe gik af, skriver Bangkok Post. Thailands forsvarsminister, Prawit Wongsuwon, oplyser, at den anden bombe var placeret på det kendte Erawan-tempels område, der dagligt besøges af flere turister. Det var netop ved templet, at den første bombe eksploderede. Blot 15 minutter før bomben sprang, havde Karin og Jan Sarsfelts søn og barnepige passeret forbi stedet.
Læs også:
Mens bt.dk taler med Karin Sarsfelt, befinder hun i sit hjem i Bangkok, hvor der er udsigt over byen. Derfor kan hun se direkte ned på Rajprasong-vejkrydset, hvor det hellige tempel Erwan Tempel ligger.
»Det er afspærret og helt oplyst nu. Jeg kan se, at de går dernede og rydder op,« fortæller Karin Sarfelt.
Den første bombe var placeret på en motorcykel, og ifølge BBC hersker der voldsom kaos på stedet. Der lå flere ligdele og udbrændte motorcykler i gaderne efter eksplosionen, og en reporter på stedet foræller, at der var tale om en særdeles voldsom eksplosion. Karin Sarsfelt beretter om en storby i chok.
»Her er helt stille. Ingen ambulancer, ingen udrykning mere. Ingen trafik. Alt er stoppet. Det er mærkeligt at alt er stille midt i Bangkok. Det er man jo ikke vant til«, fortæller hun om den pulserende millionby, der er lige så stor som Fyn.
Der er fortsat ingen meldinger om, at der skulle være danskere blandt de sårede eller dræbte i mandagens bombeangreb i Thailands hovedstad, Bangkok. Det oplyser Sandra Jensen Landi, der er souschef ved den danske ambassade i Bangkok, til Berlingske Nyhedsbureau.
»Vi ved, at på de syv hospitaler, hvor der er blevet indbragt sårede og omkomne, er der ingen danskere blandt dem. Men vi ved ikke med sikkerhed, om der har opholdt sig danskere i det berørte område,« siger hun.