Der er tegn på en eksplosion på et EgyptAir-fly, før det styrtede i Middelhavet, siger kriminaltekniker.

Kairo: En analyse af ligrester fundet efter et flystyrt i Middelhavet i sidste uge tyder ifølge en egyptisk kriminaltekniker på, at der er sket en eksplosion, rapporterer nyhedsbureauet AP.

En af hans kolleger mener dog, at det er for tidligt at drage konklusioner om dette.

Egyptiske efterforskere har de seneste dage undersøgt ligdele, der er fundet efter det styrtede EgyptAir-fly på rute MS804.

- Størrelsen af ligresterne tyder på en eksplosion. Den største kropsdel er på størrelse med en håndflade. Nogle af ligresterne kom hertil søndag i 23 poser, siger en kriminaltekniker ifølge nyhedsbureauet Reuters.

En anden retsmediciner siger ifølge nyhedsbureauet, at der kun er kommet enkelte ligrester, og det er for tidligt at sige, om der har været en eksplosion.

De egyptiske efterforskere fortæller, at der ikke er fundet spor af eksplosiver.

Forskellige flydele er fundet i havet 290 kilometer nord for byen Alexandria. Flyets sorte bokse, som måske kan give et sikkert svar på årsagen til flystyrtet, er endnu ikke fundet.

Egyptiske myndigheder regner med, at de kan blive svære at spore, da de formentlig ligger på tre kilometers vand.

Det er tæt på den grænse, hvor det kan være svært at opfange signaler fra de sorte bokse, hvis man søger signalerne fra havets overflade.

Flyet - en Airbus A320 - forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen, uden at besætningen udsendte nødsignaler.

Flyet foretog et skarpt sving i egyptisk luftrum, inden det dykkede 6700 meter og forsvandt fra radarskærme, har den græske forsvarsminister tidligere oplyst.

Der var 66 mennesker om bord på flyet.

/ritzau/