Er du i Hannover, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En 22-årig tysk kvinde er blevet arresteret oven på et uhyggeligt fund gjort af kvindens kæreste.

I en kuffert i parrets lejlighed i byen Hannover opdagede han torsdag en nyfødt pige sammen med et skelet af en anden baby, hvorefter han kontaktede politiet.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa, der citerer anklager Katrin Soefker.

Den lille pige i kufferten blev med det samme sendt på hospitalet af politiet. Hendes tilstand er nu stabil.

Anholdelsen af den 22-årige kvinde skete ifølge tyske Bild på hendes arbejdsplads. Hun formodes at være mor til de to børn, skriver mediet videre.

Sagens efterforskes som manddrab, og kvinden er altså mistænkt for at stå bag.

Lokalmediet Hannoversche Allgemeine Zeitung har talt med parrets naboer, der er overraskede over fundet.

I løbet af de tre måneder, den 22-årige og hendes kæreste boede i ejendommen, tog hun en smule på. Men ingen lagde mærke til, at hun skulle være gravid, lyder det på lokalmediets hjemmeside.

Den lille pige blev sendt på hospitalet med det samme af myndighederne. Hendes tilstand er nu stabil, skriver dpa.

Efterforskere forsøger desuden at finde ud af, hvem der er far til barnet.

Derudover skal en obduktion af det andet barn i kufferten forsøge at fastslå dødsårsagen.