Islamisk Stat tager i en erklæring skylden for angrebet uden for det britiske parlament i London, skriver nyhedsbureauet Amaq ifølge Reuters.

Manden, der udførte onsdagens angreb i London, var født i Storbritannien og kendt af efterretningstjenesten.

Islamisk Stat tager i en erklæring skylden for angrebet uden for det britiske parlament i London, skriver nyhedsbureauet Amaq ifølge Reuters.

»En soldat fra Islamisk Stat udførte operationen,« meddeler Islamisk Stats talerør Amaq, som ikke angiver noget nærmere om, hvem der er kilde til oplysningerne.

Den britiske premierminister, Theresa May, sagde tidligere i en tale i det britiske parlament, at manden, der udførte onsdagens angreb, var født i Storbritannien og kendt af efterretningstjenesterne.

»Hvad jeg kan bekræfte er, at manden var britiskfødt, og at han for nogle år siden blev efterforsket af MI5, fordi man frygtede, at han havde forbindelse til voldelig ekstremisme,« sagde May i parlamentet, der blev genåbnet torsdag formiddag.

May siger, at angriberen havde en "forkvaklet ideologi", og at Storbritannien aldrig vil lade sig kue af terrorister.