I timevis kæmpede redningsfolk en desperat kamp for at finde frem til en stor gruppe skolebørn, der onsdag eftermiddag forsvandt i en naturpark i Wales. Onsdag aften dansk tid er samtlige af de 26 personer fundet, bekræfter de lokale myndigheder.

Onsdag ved middagstid blev det walisiske politi informeret om, at 26 børn i deres teenage-år var blevet væk i naturparken Brecon Beacons.

Politiet indsatte en helikopter, flere redningshold og den britiske kystvagt for at finde frem til de forsvundne unge mennesker.

I første omgang forlød det, at skoleeleverne var forsvundet i nogle af de underjordiske grotter, som er i parken. Det viste sig dog senere, at de alle var over jordens overflade.

»Der er bekymring for deres helbred grundet det barske vejr,« sagde en talsmand for det lokale politi, mens eftersøgningen pågik.

En helikopter fandt de forsvundne unge mennesker, men helikopteren kunne ikke lande i området, hvorfor koordinaterne blev sendt videre til et redningshold, som til fods bevægede sig mod den forsvundne gruppe.

Da alle 26 personer var fundet og bragt i sikkerhed blev de transporteret til det lokale hospital for nærmere undersøgelser.

»Vi er meget glade for at kunne bekræfte, at redningsaktionen gik godt, og at alle 26 personer er fundet i god behold. For en sikkerheds skyld bliver de alle bragt til det lokale hospital for at blive udnersøgt. Vi vil gerne takke alle, der har deltaget i eftersøgningen,« lyder en meddelelse fra det lokale politi.

De unge mennesker var alle fra London-området og var i nationalparken som led i et nationalt selvudviklingsprogram kaldet 'The Duke of Edinburgh Award'.

Den lokale pub Tafarn y Garreg har fået besked på at forberede varme drikke og at tænde op i pejsen. Stedet bruges som modtagecentral for børnene.
Den lokale pub Tafarn y Garreg har fået besked på at forberede varme drikke og at tænde op i pejsen. Stedet bruges som modtagecentral for børnene. Foto: Google Maps
Vis mere

En lokal pub blev bedt om at agere kommando- og modtagecentral. Medarbejderne på Tafarn y Garreg, som pubben hedder, blev bedt om at tænde op i pejsen og forberede varme drikke til redningshold og de eftersøgte børn.