Er ud i Manchester, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En dramatisk gidselssituation udspiller sig lige nu i Oldham, Manchester, i England, hvor en bevæbnet mand holder sin kæreste fanget.

Hendes to sønner er blevet reddet ud af huset og kørt til hospitalet, hvor den ene er blevet behandlet for skader i hovedet. Samtidig er 44 hjem evakueret, oplyser politiet. Flere britiske medier skriver tirsdag aften, at gidseltageren har truet med at starte en gaseksplosion.

Politiet rykkede klokken 15.15 tirsdag eftermiddag talstærkt ud til Pemberton Way i Oldham, hvor en bevæbnet mand havde barrikaderet sig med sin 27-årige kæreste, dennes to sønner på et og seks år samt en hund af racen Stafforshire Bull Terrier, skriver blandt andet Manchester Evening News.

Børnene blev senere sluppet fri og kørt til hospitalet, hvor den yngste blev behandlet for et snitsår, som han fik i hovedet, da de begge blev overbrakt til politiet gennem et vindue i stueetagen. Ifølge naboer skulle det være gidseltageren, der rakte den etårige ud af vinduet, mens den seksårige selv kravlede ud.

På hospitalet skulle den ældste ifølge Daily Mail have fortalt, at 'mor ligner en zombie, og hun er helt blodig'. Fra officiel myndighed er der dog ingen forlydende om tilstanden hos kvinden.

Allerede klokken 13 blev politiet gjort opmærksom på husspektakler på villavejen. Men ifølge Daily Mail, som har talt med kvindens familie, valgte man ikke at gøre mere end at fjerne manden fra huset, da man havde 'mere presserende ting at tage sig af'. To timer senere vendte han tilbage med en pistol.

Det fik politiet til at rykke ud med væbnede styrker og forhandlere. Ved midnat, efter knap ni timers forhandling, var det dog endnu ikke lykkedes dem at få ham til at overgive sig.

Samtidig evakuerede man flere huse i området og lukkede for gassen, da man frygtede, at gidseltageren ville starte en gaseksplosion, skriver flere britiske medier. Manchester Evening News taler om 40-50, mens Daily Mail skriver op imod 200 hustande. Politiet oplyser dog, at der er tale om 44 evakuerede hjem.

Ifølge Daily Mail skrev manden på Facebook få timer inden sin aktion: 'Jeg vil se på dig, når du sover, og så vil jeg dræbe dig'.

Det er dog blot få dage siden, at parret jokede og pjattede med hinanden på selvsamme Facebook-profil.

Manchester Evening News har talt med kvindens bror, som fortæller, at parret var kærester for fire år siden. Forholdet gik dog i stykker indtil for ganske nylig, hvor de fandt sammen igen og flyttede ind i huset på Pemberton Way.

»Hun er sådan et godt menneske og en meget dedikeret mor. Hendes børn klarer sig strålende, og hun har opfostret dem helt alene. Hun er en meget stolt mor, og hun knuselsker sine børn,« siger broderen.

Øjenvidner på stedet fortæller, hvordan en ambulance ankom til stedet klokken 22.30, hvor forhandlingerne var gået ind i deres syvende time. Der er dog endnu intet nyt om kvindens tilstand eller mandens motiv, og en talsmand for den lokale ambulanceservice oplyser, at ambulancen blot er tilkaldt for at stå standby.

Klokken 23 oplyser politiet, at forhandlingerne stadig er i gang, og Manchester Evening News' mand på stedet fortæller, at han kan høre en mand råbe: 'Kom nu, M (navn på mistænkte udeladt, red.), du hjælper ikke dig selv'.

Er ud i Manchester, og har du billeder eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.