Den libyske havneby Sirte er næsten helt befriet, siger militæret efter en mange måneder lang offensiv.

Tripoli. Libyske styrker har i et angreb mod Islamisk Stat ved byen Sirte befriet 11 kvinder fra Eritrea samt en tyrker og en egypter. Det oplyser militæret.

De 13 frigivne "menes at have været holdt som gidsler af Daesh," skriver Libyens militær, der bruger en arabisk betegnelse for Islamisk Stat.

Kystbyen er Islamisk Stats tidligere bastion i Libyen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har militæret tilbageerobret langt det meste af Sirte.

- Efter en seks måneder lang kamp mod Islamisk Stat og med støtte fra USA's luftvåben har libyske styrker taget det meste af Sirte tilbage. Et distrikt mangler, oplyser militæret.

Sirte faldt til Islamisk Stat for godt et år siden. Jihadisterne udnyttede dengang en borgerkrig mellem forskellige klaner og grupperinger i Libyen.

Byen har været Islamisk Stats højborg i Libyen siden juni sidste år. Styrker, der er loyale over for Libyens samlingsregering, har gennem måneder kæmpet for at genvinde kontrollen over Sirte.

Kystbyen har stor strategisk betydning, blandt andet på grund af sit havneanlæg.

I juni i år rykkede soldater, der er loyale over for Libyens FN-støttede samlingsregering, ind i byen. De erobrede i august Islamisk Stats hovedkvarter.

Libyen har været præget af politisk og sikkerhedsmæssigt kaos, siden landets mangeårige leder Muammar Gaddafi blev tvunget fra magten ved et folkeligt oprør i 2011.

/ritzau/AFP