FN overdrager efter 13 år sikkerhedsansvaret i Liberia til liberianerne selv. Det gør befolkningen bekymret.

Monrovia. 13 år efter den brutale borgerkrig i Liberia sluttede, overdrager FN's mission i landet, Unmil, i denne uge sikkerhedsansvaret til landets politi og militær.

Under to konflikter mellem 1989 og 2003 voldtog, nedslagtede og lemlæstede regeringsstyrker og oprørsgrupper flere hundredetusinde mennesker.

Omkring en kvart million menes at være blevet dræbt, og både landets politi og hær blev opløst efter at have begået nogle af de værste overgreb.

Siden 2003 har fredsbevarende styrker fra FN stået for sikkerheden i landet, og fra 2008 til 2012 stod danskeren Ellen Margrethe Løj i spidsen for missionen.

Men fremover vil de fredsbevarende styrker kun spille en mindre, støttende rolle.

- Alt jeg ved om politiarbejde, har jeg lært fra Unmil, siger Liberias fungerende politikommissær, Dao R. Freeman.

Politikommissæren, der er et produkt af Unmils træning og et forsøg på at indgyde et værdisæt omkring antikorruption og respekt for menneskerettighederne, mener, at det liberianske politi ved hjælp af kvalitet frem for kvantitet kan sikre orden i gaderne.

Men borgerne, som stadig husker de liberianske styrkers loyalitet over for tidligere præsident Charles Taylor, som jævnede hele landsbyer med jorden og jagtede og dræbte dem, der forsøgte at flygte, er langt fra overbeviste.

- Jeg ville foretrække, at Unmil ville blive for altid, siger John Gweh, en 56-årig landmand.

Han vil fortsat være på vagt over for det liberianske rigspoliti (LNP) trods flere års reformer, understreger han.

- Min største frygt er, om vi kan stole på vores sikkerhedsstyrker. Vil de gå tilbage til deres samme gamle vaner og behandle civile som dyr? Jeg er bekymret, siger han.

Unmil har et årligt budget på 344 millioner dollar svarende til godt 2,3 milliarder kroner. Den liberianske regerings budget for landets sikkerhed for 2016/2017 er på omkring 90 millioner dollar eller 603 millioner kroner.

Charles Taylor, der var præsident i Liberia fra 1997 til 2003, blev i 2012 idømt 50 års fængsel for flere krigsforbrydelser.

/ritzau/AFP