Tirsdag aften blev der set tre leoparder tæt på en skole i Bangalore i det sydlige Indien. Onsdag blev der spottet endnu en. Det sker efter, at en leopard søndag morgen forvildede sig ind på en skole og sårede 2 personer i det samme område.

Det har fået 135 skoler i Bangalore til at holde lukket torsdag.

Det skriver Times of India.

Jeppe Leopard

Lokale tæt på skolen Vibgyor High, som søndag fik besøg af en leopard, fortæller, at de tirsdag har set to leoparder forsøge at komme ind i et lejlighedskompleks. Herudover blev en tredje leopard set samme aften.

Det fik skovarbejdere til at gennemsøge området, men på trods af dette fortæller en bygningsarbejder, at han onsdag aften har set en leopard gå rundt i en eukalyptusplantage med en hund i munden.

Politiet fortæller til Times of India, at situationen har skabt en panisk stemning i området

»Alle siger, at de har hørt om det i nyhederne, men de færreste siger, at de faktisk har set leoparderne. Vi tager vores forholdsregler, og vi får hjælp af skovarbejdere med bedøvelsespile og net,« siger det lokale politi til Times of India.