Gulvet er varmt under Jared Kushner og hans svigerfar, Donald Trump. Men fældende beviser mangler stadig.

Washington D.C.. Trumps svigersøn, Jared Kushner, hævder fortsat, at han ikke har indgået hemmelige aftaler med den russiske regering.

Gulvet er dog efterhånden varmt under ham, vurderer Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet.

- Indtil nu har vi en hel masse røg og lidt ild. Men formodningen er, at der kan dukke meget mere op. Det er ikke en undersøgelse, der bliver færdig lige med det første, siger Bjerre-Poulsen.

Kushner er en central person i undersøgelserne af Donald Trumps forbindelser til Rusland.

Mandag deltager han i en høring i Senatet bag lukkede døre, og tirsdag skal han møde i en komité i Repræsentanternes Hus.

Forud for høringerne har han frigivet et dokument på 11 sider, hvor han indrømmer fire møder med russiske kontakter under valgkampen, men forsikrer, at de alle var uproblematiske.

Men det er først nu, presset af høringerne, at Kushner selv bringer information om møderne.

- Kushner er et af de Trump-familiemedlemmer, som har fået en høj sikkerhedsclearing. I den forbindelse har han udfyldt en masse papirer for at blive sikkerhedsgodkendt i Kongressen, og her har han haft et meget selektivt hukommelsessvigt, siger Niels Bjerre-Poulsen.

- Hver gang det har drejet sig om møder, han har haft med russere, har han glemt at skrive det på, og han har påstået, at møderne aldrig har fundet sted, siger Bjerre Poulsen.

Blandt møderne, som senere er blevet afsløret i amerikanske medier, er et i december med den russiske ambassadør i USA, Sergei Kislyak, om at etablere en sikker kommunikationsforbindelse uden om efterretningstjenesten.

Et andet møde, som Kushner deltog i, var med blandt andre Donald Trump Jr. Mødet var med en russisk advokat, som de angiveligt mente kunne skaffe belastende oplysninger om Demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton.

To spor efterforskes i anklagerne mod Trump-administrationen.

Det ene drejer sig om økonomiske forbindelser til Rusland, mens det andet handler om, hvorvidt Trump-administrationen samarbejdede med russerne om indblanding i præsidentvalget.

Især i forhold til sidstnævnte spor er Kushner vigtig, vurderer Bjerre-Poulsen.

- Blandt andet fordi han stod for en stor del af den digitale kommunikation for Trump-lejren. Derfor er der selvfølgelig en særlig interesse for, om der var samarbejde med russiske hackere, siger den danske lektor.

/ritzau/