Den kendte skuespiller Gene Wilder er mandag aften død i en alder af 83 år. Det skriver flere medier, deriblandt amerikanske Variety.
Gene Wilder er bedst kendt som 'Willy Wonka' fra filmen 'Willy Wonka & the Chocolate Factory'. Han var også Oscar-nomineret to gange for sin rolle i filmen 'The Producers', ligesom han var det som medforfatter på filmen 'Young Frankenstein.'
Gene Wilders nevø, Jordan Walker-Pearlman, fortæller, at filmstjernen er død af komplikationer fra sin Alzheimers-sygdom.
»Selvom sygdommen har været hård både fysisk og følelsesmæssigt, har vi været blandt de heldige. Sygdommen stjal aldrig hans evne til at genkende dem, der var tættest på ham. Den tog heller ikke hans dejlige varme personlighed,« fortæller han til Variety.
Det er helt med vilje, at familien har ventet med at fortælle om den legendariske skuespillers diagnose. Det har de gjort, da de mange børn, der ofte har stoppet Gene Wilder på gaden og genkendt ham som 'Willy Wonka', ikke har skullet forbinde ham med sygdommen i stedet.
Årsagen? Gene Wilder kunne ikke bære tanken om, at der ville være færre smil i verden.
Nevøen fortæller videre, at Gene Wilder helt til det sidste nød musik, kunst og at kysse sin kone gennem 25 år, Karen Boyer.
Gene Wilder fik sin debut på Off Broadway's 'Roots' tilbage i 1961. Siden da har han medvirket i flere Broadway-forestillinger og biograffilm. Mest kendt er han som sagt fra rollen som 'Willy Wonka' i 'Willy Wonka & the Chocolate Factory' og som 'Leo Bloom' i 'The Producers'.
Tidligere i år er andre store stjerner også døde. Heriblandt bokseren Muhammad Ali, sangeren Prince, musikeren David Bowie og mange flere.