Den tidligere amerikanske præsidentkandidat John McCain har fået konstateret kræft.

Det kom frem i offentligheden tidligere på ugen.

Den i dag 80-årige republikaner, er der har en fortid som krigsfange under Vietnamkrigen, gennemgik sidste fredag en operation for at fjerne en mindre blodprop.

I den forbindelse afslørede en vævsprøve, at blodproppen var udløst af en aggressiv og såkaldt ondartet tumor.

Lørdag delte Meghan McCain, datter af den 80-årige senator John McCain, et billede på Twitter.

Her ses hun på en bænk sammen med sin far – med udsigt til et bjerglandskab.

I opslaget takker Meghan McCain for de mange hilsner, som familien har modtaget i løbet af de seneste dage:


John McCain er en af de mest markante skikkelser i amerikansk politik.

I 1987 blev han valgt som senator i Arizona, og siden er han blot steget i graderne i Det Republikanske Parti.

John McCain og Barack Obama. Billedet her er fra den 19. januar 2009.   
John McCain og Barack Obama. Billedet her er fra den 19. januar 2009.    Foto: Joshua Roberts (arkiv).
Vis mere

I 2008 var han Republikanernes præsidentkandidat, men tabte valget til Demokraternes Barack Obama. Sidstnævnte er i dag, som bekendt for de fleste, afløst af den republikanske præsident Donald Trump.

Under Obamas tid som præsident var John McCain ikke bleg for at lange ud efter Det Hvide Hus. Det var især Obama-administrationens udenrigspolitik, som McCain kritiserede.

John McCain, der af mange i USA opfattes som en krigshelt, har dog heller ikke holdt sig tilbage, når det gælder den nuværende præsident, Donald Trump.

Det skyldes måske, at Donald Trump tilbage i 2015 hånede John McCains fortid som krigsfange i Vietnam.

»Jeg foretrækker folk, der ikke bliver fanget,« sagde Donald Trump i 2015.

Trump har også tidligere udtalt, at han ikke ser McCain som en krigshelt.

John McCain (i midten) på den amerikanske destroyer 'USS John S. McCain' i Khanh Hoa, Vietnam. Den 2. juni 2017.   
John McCain (i midten) på den amerikanske destroyer 'USS John S. McCain' i Khanh Hoa, Vietnam. Den 2. juni 2017.    Foto: FP PHOTO / US EMBASSY IN HANOI / Handout
Vis mere

Noget tyder dog på, at twisten mellem de to nu er lagt på hylden. I hvert fald for en stund.

Da nyheden om John McCains ondartede tumor kom frem tidligere på ugen onsdag, var Trump ved tasterne på Twitter.

’Melania (Trumps kone, red.) og jeg sender vores tanker og bønner til senator McCain, Cindy (McCains kone, red.) og deres familie. Få det bedre’:

Skudt ned over Vietnam

I 1967 blev John McCains fly skudt ned over Vietnam. Efter styrtet blev han opsnappet af fjenden og tilbragte efterfølgende fem og et halvt år som krigsfange.

Under sit fangenskab blev han tilbudt at blive løsladt, men McCain insisterede på, at fanger, der havde siddet indespærret i længere tid, skulle løslades først.

Den historie har blot bidraget til, at McCain i manges øjne opfattes som krigshelt.

Tumoren, som lægerne har konstateret hos den republikanske politiker, er af arten glioblastom, der ifølge Dagens Medicin er den mest udbredte form for hjernekræft, og samtidig en af de mest agressesive og hurtigst voksende hjernetumorer.