Den franske præsidentkandidat vil først udtale sig i mulig svindelsag efter valg, siger hun.

Paris. Den franske politiker og præsidentkandidat Marine Le Pen afviser at give forklaring til politiet i en sag, hvor hun mistænkes for uretmæssigt at have fået udbetalt store beløb fra EU-Parlamentet.

Det oplyser hun fredag.

- Jeg vil ikke reagere på indkaldelsen i løbet af min valgkamp. I den periode kan der ikke være neutralitet eller den fornødne ro for retssystemet til at fungere ordentligt, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

Le Pens advokat undrer sig over, hvorfor politiet har så travlt med at få opklaret sagen.

- Hun mener, at der er en risiko for, at retsvæsenet bliver brugt som et redskab i valgkampen.

- Hun vil lade sig indkalde efter valgene, siger advokaten Rodolphe Bosselut ifølge Reuters.

De to runder af præsidentvalget er overstået i maj. Der er ligeledes parlamentsvalg i Frankrig i juni.

Den højreorienterede politiker var kaldt til afhøring onsdag i sidste uge i sagen.

EU's svindelkontor, Olaf, mistænker Le Pen for at have brugt penge fra EU-Parlamentet til at betale sin livvagt.

Han skulle have fået en løn svarende til 309.000 kroner for tre måneders arbejde.

Ifølge EU's svindelkontor har Le Pen hævdet, at livvagten var hendes parlamentariske assistent.

Hun afviser på det kraftigste at have gjort noget forkert og betegner det som et hævntogt.

Den franske præsidentkandidat beskyldes for at have indgået en lignende kontrakt for Catherine Griset, der arbejder på Le Pens kontor i Frankrig.

Griset har over en periode på fem år fået udbetalt et beløb, der svarer til knap 2,2 millioner kroner.

Griset er sigtet i sagen. Det er Marine Le Pen endnu ikke.

Ifølge de seneste meningsmålinger står Marine Le Pen til at gå videre til anden valgrunde ved præsidentvalget.

Her står hun dog ifølge målingerne til at tabe til enten Francois Fillon eller Emmanuel Macron.

/ritzau/