Op til 30 meldes dræbt ved lavineulykke i Italien, hvor et hotel er ramt i regionen Abruzzo.

Rom. En lavine har ramt et hotel i det centrale Italien, hvor op til 30 personer meldes dræbt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Lavinen er udløst efter flere jordskælv i regionen.

- Der er mange døde, siger en chef for et redningshold på stedet ifølge nyhedsbureauet dpa.

Kanalen SkyTG24 rapporterer, at der er fundet flere døde inde på hotellet Rigopiano i byen Farindola, der ligger på bjerget Gran Sasso i Abruzzo.

Italien blev onsdag ramt af flere jordskælv, der sendte rystelser igennem den centrale del af landet. De kunne også mærkes i hovedstaden Rom.

/ritzau/