For tyve år siden var Laura Beauparlant involveret i et alvorligt trafikuheld, hvor hun blev ramt af en modkørende bilist, der var påvirket af alkohol. Laura Beauparlants bil blev hårdt ramt, den drejede rundt, og hun sad rædselsslagen fastklemt i bilen, indtil hjælpen kom frem.
Men takket være Martin, der sad ved hendes side, føltes ventetiden ikke nær så lang. Hun har flere gange efterlyst ham. Men forgæves. Nu prøver hun igen her tyve år efter ulykken. Laura Beauparlant, der bor i Toronto, Canada, ønsker nemlig at takke sin skytsengel, skriver hun i en opdatering på Facebook.
»Mange af jer kender min historie, og jeg håber, at I alle vil dele den, så jeg endelig kan møde min skytsengel, Martin, på denne årsdag.«
Ulykken for tyve år siden skete på Hanlon Expressway i Guelph, Ontario, omkring klokken 20. Det var en klar novemberaften, da Laura Beauparlant pludselig blev blændet af skarpt lys fra en modkørende bil. På det tidspunkt var der intet, hun kunne gøre. Hun blev ramt af bilen, der kørte direkte imod hende.
»Mange mennesker stoppede, men det var kun én, der blev ved min side. Hans navn var Martin. Han holdt min hånd, aede mit hår og blev ved med at stille mig spørgsmål for at holde mig ved bevidsthed. Der var et gadelys bagved ham, der skinnede, så han faktisk lignede en engel, bortset fra at han var ægte. Han lugtede af cigaretter og havde en ørering. Jeg husker, den glimtede i lyset, « skriver Laura Beauparlant på Facebook.
Martin blev ved hendes side, indtil ambulancen og brandmændene ankom til ulykkesstedet og hjalp hende ud af bilen. Og så pludselig var han væk.
Der var ingen informationer for Laura Beauparlant at hente hos politiet, der ikke havde noteret et vidne med fornavnet Martin. Men dagen efter ulykken blev hospitalet ringet op af en Martin med efternavnet Myers eller Mayers for at høre, hvordan hun havde det.
Det ser altså ud som om, han eksisterer. Ingen ved bare, hvem han er. Og hvor han befinder sig.
»Det tog mig lang tid at komme mig efter ulykken, og jeg er glad for, at jeg i dag har et normalt liv med meget få mén. Mine ar minder mig hver dag om livets skrøbelighed, og hvordan de små ting er så vigtige. Jeg tror, det er derfor, at jeg så længe har forsøgt at finde Martin.«
Siden Laura Beauparlant skrev sin opdatering på Facebook, er den blevet delt mere end 5000 gange. Nu håber hun, den går viralt, og at den når ud til nogen, der kender Martin, så hun langt om længe kan sige tak.
»Alt, hvad jeg vil, er at takke ham personligt og fortælle ham, at jeg aldrig har glemt, hvad han gjorde for mig den nat. Det ville være den bedste årsdagsgave, jeg kunne få.«
