Den kendte amerikanske skuespiller Bill Cosby er ude i sit livs værste krise, efter at det efterhånden står klart for alle, at den populære skuespiller – kendt fra »The Cosby Show« – seksuelt har udnyttet en lang række kvinder. Det mest alvorlige slag mod Cosby kom forleden, da selveste præsident Barack Obama sagde følgende:

»Hvis man bedøver en kvinde, eller for den sags skyld en mand, uden samtykke, og hvis man derefter har sex med vedkommende også uden samtykke, så er det voldtægt. Ethvert civiliseret samfund fordømmer voldtægt.«

Det er ikke hverdagskost, at USAs præsident træder frem og fordømmer en persons handlinger. Og som Obama selv sagde det, så er det ikke sædvane for en præsident at kommentere den slags beskyldninger, især ikke når ingen ved, om sagen stadig får et retsligt efterspil. Men præsidenten gjorde her en undtagelse og skærpede ovenikøbet tonen, da en journalist spurgte, om Cosby kunne blive tvunget til at levere USAs højeste orden, Præsidentens Frihedsmedalje, tilbage.

»Der er ingen fortilfælde for det, og der er derfor ingen mekanismer, der kan fortælle én, hvordan man gør det.«

Bill Cosby er dømt ude af det amerikanske samfund. Selv hans nære venner vender ham ryggen. Den lige så kendte skuespiller Whoopi Goldberg gjorde det forleden i et tv-show, hvor hun med stor beklagelse tog afstand fra sin meget nære ven ved at sige, at det desværre ser ud til, at »der er noget om snakken« – at Bill Cosby har bedøvet og voldtaget mindst 25 kvinder fra slutningen af 1970erne og frem til 2008.

En mand i sin egen verden

The New York Times kunne her i weekenden offentliggøre et udskrift af en samtale, som Cosby havde i 2005 med en advokat i forbindelse med et civilt søgsmål, hvor Cosby fortæller, hvad han har foretaget sig med nogle af kvinderne. Der blev det klart, at han har bedøvet og haft sex med en række kvinder.

Men det stod lige så tindrende klart, at Cosby ikke mente, at han havde gjort noget galt, og det skete med samtykke. »Jeg er god til at læse folks ønsker«, som han udtrykte det i udskriftet, der blev lavet i forbindelse med, at Cosby ville have bilagt beskyldningerne fra en kvinde ved at give hende en godtgørelse mod, at hun forholdt sig tavs, og at udskriftet aldrig nogensinde blev offentliggjort. Det blev det så i uddrag i The New York Times.

Sagen mod Cosby er eksploderet de seneste seks måneder, hvor flere og flere kvinder er trådt frem i medierne med lignende beskyldninger. Først blev de bedøvet med stoffer, og derefter voldtog han dem. Cosby har lige så mange gange benægtet det og sagt, at der aldrig var tale om voldtægt. Men med det skrift, der nu er offentliggjort, får man også et indblik i en mand, der i den grad har levet i sin egen verden og med sin egen opfattelse af tingene. Han er ikke i tvivl om, at han bedre end nogen anden er i stand til at tolke kvinders signaler, også når de er bedøvede, og at han har været udsat for stor beundring fra kvindernes side, og det var dem, der begærede ham.

Men Cosby er også færdig som forbillede for en lang række unge sorte mænd, som har set op til ham, netop fordi han tilsyneladende lykkedes i alle livets forhold. Tilbage er der en skygge af Dr. Huxtable, den hyggelige familiefar i »The Cosby Show«, som i virkeligheden ikke var så hyggelig endda.