For nylig forsøgte syv børn og unge samme dag at begå selvmord i den lille canadiske by Attawapiskat. Dagen før var der fem. Alle ved, at man dør af druk, selvmord eller mord, hvis man tilhører Canadas oprindelige befolkning.
Byen Attawapiskat i den nordlige Ontario-provins i Canada er ikke kendt for sine restauranter, biografer, teatre eller et levende kulturliv. Det er byen, der langsomt er ved at slå sig selv ihjel. Ved hjælp af selvmord.
I forrige uge endte byen på forsiden af aviser over hele verden med følgende meddelelse: »Syv personer forsøgte i går at begå selvmord.«
Og dét i en by med kun godt 2.000 indbyggere. Den yngste var kun ni år. Den ældste 14 år. Og yderligere fem havde forsøgt det samme dagen inden.
Klokken var kvart i to om morgenen 10. april, da telefonen ringede hjemme hos sygeplejersken Melanie Phelps i de barakker, sygeplejerskerne bor i, når de er i tjeneste i den lille by tæt på Arktis.
Det var hendes kolleger, der ringede. De var på den lille klinik med 15 sengepladser, der var helt overbebyrdet af de mange unge, der var blevet bragt ind af byens politi. De unge havde taget en overdosis piller.
»Så er det sket igen,« tænkte Phelps på vejen hen til lægeklinikken ifølge den canadiske avis Toronto Star.
Hvis byen havde haft en avis, ville historien ikke være blevet trykt på forsiden. Det kræver jo, at det drejer sig om en nyhed. Og det var det langtfra.
Faktisk går der ikke en måned, uden at adskillige forsøger at begå selvmord i byen, som kun har kontakt med resten af verden om vinteren. Det er nemlig det eneste tidspunkt, hvor man ved hjælp af tonsvis af is og sne kan bygge noget, der bare minder om en fast forbindelse til omverdenen. Om sommeren kan man kun komme til flækken med fly.
Nogle gange lykkes selvmordene. Og hvis ikke, så ordner langtidsdruk, vold og mord resten.
Hvis man når en vis alder, så dør man nemlig af skrumpelever, eller man bliver skudt af sin bofælle. Hvis man er kvinde, har man yderligere den skæbne forinden at være blevet slået fordærvet eller voldtaget. Velkommen til den virkelighed, som Canadas oprindelige befolkning lever i.
Attawapiskat er ikke ene om de frygtelige statistikker. Det er et problem, som trækker dybe spor fra Canada over Alaska og ned igennem USA, hvor de gamle indianerstammer også for længst er bukket under for druk, mord, voldtægter og selvmord midt i de forfærdelige kasinobyer, som de har valgt at bygge for at overleve økonomisk i indianerreservaterne.
Det ligner en sag for alverdens socialrådgivere, og det er det også blevet – uden held.
Selvmordsraten for den oprindelige befolkning er 11 gange højere end gennemsnittet i Canada. Hovedparten af de døde er unge mennesker under 30. Og ofte er det børn på helt ned til ni år.
Hvorfor sker det? Det er der blevet skrevet tykke bøger om af de samme socialrådgivere, psykologer, læger og lokale politikere. Men ingen kan sætte problemerne på formel ud over beskrivelserne af nogle ualmindeligt trøstesløse liv og en hjælpeløshed over for det moderne samfunds krav.
Børnene og de unge kan på TV se, hvordan livet udspiller sig i storbyerne som New York, Québec, Toronto. Og de kan derefter kigge ud ad vinduerne, hvor de i heldigste fald i et fjernt hjørne af »byen« kan få øje på en sportshal, der har set bedre dage, og som er blevet opført uden tanke på, hvad der egentligt skal ske i en sådan bygning.
Indgangen til sportshallen i Attawapiskat er ifølge de canadiske medier fyldt med ønskesedler fra børnene om mere fællesskab, mere organiseret sport, mere samvær og ikke mindst noget at være stolte over. Men det er der ikke.
I stedet hænger de unge ud i byens eneste fastfoodrestaurant, hvor maden er fem gange så dyr som i de canadiske storbyer. Alt skal flyves ind om sommeren og køres ind om vinteren – ofte tager det fem timer fra den nærmeste større by.
Tilbage til selvmordene. I Attawapiskat er det langtfra nyt, at der er en selvmordsepidemi i gang. 22. marts forsøgte 28 primært unge mennesker at begå selvmord.
Flere end 100 af de 2.000 indbyggere har forsøgt at begå selvmord alene i løbet af de sidste syv måneder. Og få dage efter den seneste bølge lykkedes det for de lokale myndigheder i tide at opdage, at 13 unge mennesker i byen havde indgået en pagt om at begå kollektivt selvmord. De blev taget under forebyggende behandling.
I byen Nunavut, der også er befolket af Canadas oprindelige befolkning, er der årligt 1.000 selvmordsforsøg ud af en befolkning på 30.000. Også her primært unge mennesker, der ikke kan se nogen vej ud af den håbløshed, der både er blevet påført disse samfund og er selvforskyldt.
De mindste af samfundene burde for længst have været nedlagt, ligesom det er sket andre steder. For det er umuligt at opretholde et bare nogenlunde normalt fungerende samfund med skoler, sportshaller, fritidsaktiviteter og lægehjælp i byer, der ligger isoleret en stor del af året. Men den oprindelige befolkning fastholder, at man vil bo dér, hvor stammen hele tiden har boet.
Ifølge kritikerne gør de canadiske myndigheder heller ikke ret meget for at give de små samfund et håb om overlevelse. De oprindelige folk føler sig derfor glemt. Og i en tid med flygtningedebat også i Canada stiller stammernes ældste følgende spørgsmål: Hvordan kan de canadiske politikere være så gavmilde og tage imod tusinder af flygtninge fra Syrien, når der ikke er penge til at gøre noget for de unge i disse samfund?
Canadas premierminister, Justin Trudeau, har da også lovet at gøre noget ved problemerne, og da selvmordene i Attawapiskat blev en verdensnyhed, blev et hold af socialrådgivere, sygeplejersker, psykologer og andre rådgivere sendt af sted til området for at finde ud af, hvordan man kan hjælpe.
Resultat: To millioner canadiske dollar blev lovet til blandt andet at bygge et nyt ungdomscenter og opretholde en regulær lægeordning, så indbyggerne kan få hjælp af en rigtig læge oftere end de tre til fire gange om ugen, det indtil nu har været tilfældet.
Men de to millioner dollar rækker ikke langt. Det er de fleste enige om. Men regeringen ved ikke, hvad den ellers skal gøre, for problemerne er intense blandt de 1,4 millioner mennesker, der lever i disse områder, og som tilhører et af Canadas tre oprindelige befolkninger, Inuit, Métis og First Nations. Arbejdsløsheden er gigantisk. 40 procent af de unge lever under fattigdomsgrænsen ofte i små huse, hvor der bor op til 20 mennesker på ganske få kvadratmeter.
Som sundhedseksperten Dr. Rod McCormick forklarer til lokale medier, er mange af de unge især sårbare, fordi de har en række traumer fra barndommen, som skyldes fysiske eller seksuelle overgreb.
Han mener, at det vil vare endnu et par generationer, før problemerne måske er blevet løst, og det faktum, at der også foregår en massiv udnyttelse af disse børn, især af piger og unge kvinder, gør ikke problemerne mindre.
Der er også nogle andre chokerende tal, der endnu ikke for alvor har nået de internationale medier. Nemlig det faktum, at der er forsvundet flere end 100 kvinder og unge piger i New Foundland og Labrador, uden at det er lykkedes for myndighederne at finde ud af, hvad der er sket med dem.
»Det er en stor sag, fordi der er en tendens til at feje den slags ind under gulvtæppet, når det foregår i den oprindelige befolkning,« siger Angus Andersen, som i samarbejde med to organisationer for oprindelige folk har afholdt en række temamøder om netop disse problemer.
Der sker meget i de øde områder, som ikke tåler myndighedernes søgelys – især på grund af druk – men problemet med de forsvundne kvinder må ikke ties ihjel, siger Angus Andersen til den canadiske TV-station CBC og forklarer, at overgreb og seksuelt misbrug af både kvinder, piger og drenge hører til dagligdagen mange steder.
Men hvad gør man ved det? Svaret er altid penge, hvis man spørger de oprindelige folkeslags repræsentanter. Penge til fritidsaktiviteter for de unge og penge til at udbygge infrastrukturen, så de små samfund ikke også i fremtiden vil være så isolerede.
Men hvad med stammernes eget ansvar? Det finder man kun få personer, der udtaler sig om i Canada. Emnet er tabubelagt, som det også er i USA. For der er jo lige dét med fortiden med kolonialiseringen og racismen, som hverken canadiere eller amerikanere bryder sig om at blive mindet om, som Angus Andersen siger.
Så er det lettere at tale om økonomiske midler. Og foreløbig har Attawapiskat altså fået to millioner canadiske dollar på den konto. De penge rækker ikke langt.
