En ny sag om børnevoldtægt ryster Indien. Torsdag blev en blot syvårig pige fundet hængt i et træ i det østlige Indien efter at hun angiveligt var blevet bortført og voldtaget.

Beboerne i pigens landsby i delstaten Vestbengalen i det østlige Indien tog sagen i egen hånd og gik amok på tre mænd, som de mente stod bag den skrækkelige handling.

- Jeg er på et lokalt sygehus i forbindelse med obduktionen af pigen, mens de tre mistænkte er indlagt på et andet sygehus med alvorlige kvæstelser, siger vicepolitiinspektør Shankar Das ifølge AFP.

De tre blev gennembanket i en sådan grad, at deres skader var yderst alvorlige. En af mændene meldes død, men den oplysning er ikke bekræftet.



Shankar Das fortæller, at det endnu ikke er endelig fastslået, om pigen ret faktisk blev voldtaget. Det skal obduktionen af hende kaste lys over.

Vicepolitiinspektøren fortæller også, at situationen i området er yderst spændt. Landsbyens beboere kræver de tre formodede gerningsmænd hængt.

Den lille pige forsvandt onsdag aften tæt på sit hjem.

- Vi kunne ikke finde pigen i går aftes... Så i morges ved halv ti tiden, var vi på vej ud og fandt pigen hængende i et mahognitræ, fortæller en anonym landsbybeboer ifølge AFP til nyhedskanalen NDTV.



Indien har været hærget af flere sager om mishandling og voldtægt af børn.

I maj blev to piger på 12 og 14 udsat for en gruppe voldtægt i den nordlige del af landet. Også dengang skabte overfaldene voldsom vrede i lokalbefolkningen.

I den sydlige by Bangalore vakte en formodet voldtægt på en blot seksårige pige på en skole tidligere på måneden en række af protester og demonstrationer i gaderne.

Den indiske nyvalgte premierminister Narendra Modi har erklæret nul tolerance over for forbrydelser mod kvinder. Alligevel er overgreb på kvinder sørgelig hverdag i det store land. De officielle statistikker viser, at der bliver anmeldt en voldtægt i Indien hvert 21. minut.